Ib snød døden

Byrådsmedlem i sadlen igen to måneder efter lammende blodprop i hjernen

Socialforhold 30. september 2002 08:00

LINDHOLM: - Forudsætningen for at få en blodprop i hjernen er, at man overhovedet har en hjerne. Det har jeg da nu dokumentation for, at jeg har. Tidligere rådmand Ib Rasmussens (S) sorte galgenhumor er stadig den samme, selv om det er mindre end to måneder siden, han så døden i øjnene. Faktisk var han helt sikker på, at han skulle forlade denne verden, da han lå i ambulancen på vej til sygehuset efter at være ramt af en lammende blodprop. - Jeg lå og tænkte over, at jeg havde haft et godt liv, som jeg ikke ville have gjort anderledes på nogen måde. En dejlig kone og børn, som det går godt. Så skide være med, om jeg skulle smutte nu, når det ikke kunne være anderledes. - Det var slet ikke uhyggeligt, og jeg havde heller ikke ondt nogle steder. Jeg var heller ikke på nogen måder bange. Siden har Ib Rasmussen undret sig over, hvordan han så roligt og afklaret kunne se døden i øjnene. - Jeg er kommet til den slutning, at jeg ikke har meget til gode her i tilværelsen. Men det er da klart, at jeg gerne vil have den næste julegave med. Sådan er det jo, konstaterer han på sin egen tørre facon. Ib Rasmussen sidder i sin udestue i huset på Forbindelsesvejen og fortæller åbenhjertigt om den blodprop, der ramte ham og gjorde ham ukampdygtig i halvanden måneds tid. Om genoptræningen, om familien, om vilje, om fremtiden og lidt om følelser. Snakken foregår over to dåseøl, som sønnen har haft med hjem fra Tyskland. I hønsegården ude i haven spankulerer den lille hidsige hanekok Henrik Thomsen, opkaldt efter efterfølgeren som teknisk rådmand. Omkring Ib Rasmussen vimser hans to hunde, Rasmus, en 10-årig beagle, og Molly, 12-årig dalmatiner. Han var netop ude at lufte den to hunde torsdag 1. august, da blodproppen ramte ham som et hammerslag. - Pludselig var venstre ben og venstre arm helt følelsesløs, og jeg dansede rundt om mig selv som en fuld mand. Ib Rasmussen er sikker på, at blodproppen opstod allerede dagen i forvejen, da han følte sig skidt tilpas. Men han slog det hen med, at vejret var varmt, og han havde knoklet i haven. - Jeg havde jo aldrig fejlet noget bortset fra i 1966, da jeg blev opereret for en diskusprolaps. Jeg kunne aldrig drømme om, at jeg ville blive ramt af en blodprop. Ved nærmere eftertanke kan Ib Rasmussen godt indse, at han burde have anet uråd. Faderen døde af en blodprop, det samme gjorde en bror, og søsteren har også haft én. Så det ligger ligesom til familien. Måske var det viljen og en god fysisk form, der reddede Ib Rasmussen fra døden den dag i august. Formen har han i mange år holdt vedlige med lange daglige cykelture. Eksempelvis har han altid cyklet til og fra arbejde. Jernviljen har han demonstreret under den genoptrænig, der er fulgt efter blodproppen og som gør, at han forlængst er på cyklen igen og har indtaget sin vante stol i byrådssalen. Ib Rasmussen sammenligner selv sit første døgn på sygehuset med et sygt dyr, der for alt i verden kæmper for at komme på benene igen. Hvis ikke det syge dyr hurtigt kommer op at stå, er det ovre. Sådan havde Ib Rasmussen det med sig selv. Genoptræningen startede allerede dagen efter indlæggelsen på sygehuset. Han kom i fysioterapien i en kørestol, og stolt var Ib Rasmussen, da det lykkedes ham at skubbe sig lidt frem og tilbage med det slatne venstreben. Venstre side af hovedet var også lammet, og Ib Rasmussen følte selv at mundvigen hang helt nede på brystet. - Jeg er lykkelig for, at blodproppen ramte mig en torsdag. For havde det været om fredagen, var genoptræningen først startet om mandagen, fordi fysioterapien er lukket i weekenden. - For slet ikke at tale om dem, der bliver ramt af en lammende blodprop lige op til jul eller påske. De må vente en hel uge med at komme i gang med genoptræningen, og der kan gå meget tabt på så lang tid. Det er vigtigt at komme i gang straks, og jeg fatter ikke, at fysioterapien ikke er åben hele tiden. Jeg kan kun beklage på aalborgensernes vegne. Den weekend, Ib Rasmussen lå på Aalborg Sygehus, spurgte han om ikke en af børnene måtte hjælpe ham med at træne i fysioterapien. Det kunne ikke lade sig gøre. Takket være fysioterapeuterne og egen vilje skiftede Ib Rasmussen ret hurtigt kørestolen ud med en rollator. Der skete mærkbare fremskridt fra dag til dag. Efter en halv snes dage på Aalborg Sygehus blev han overført til videre genoptræning på Brønderslev Sygehus, der tager sig af den slags tilfælde. Helt bevidst undlod Ib Rasmussen at tage rollatoren med til Brønderslev. Selv om han dinglede afsted, insisterede han på at gå selv. - Det er et utroligt godt tilbud, der er til nordjyder i Brønderslev. Vi patienter og personalet er som én stor familie, og vi får virkelig noget ud af opholdet. Både i Aalborg og i Brønderslev mener Ib Rasmussen, at nogle få hundrede tusinde kroner - måske bare 50.000 - til flere og bedre redskaber ville hjælpe gevaldigt. I Brønderslev er de fysiske rammer så sølle, at det drypper ned gennem loftet, når det regner. - Det er jo småpenge og handler bare om en lillebitte omfordeling af resurserne. Der er jo andet end knæ- og hofteoperationer i denne verden, lyder hans hilsen til amtspolitikerne, som er ansvarlige for sygehusenes budgetter. For Ib Rasmussen var det en gevaldig sejr, da han for første gang efter blodproppen med venstre hånd kunne løfte gaflen op til munden. Den ramte godt nok ikke helt præcist. Men alligevel... En anden stor sejr var, da han for første gang cyklede ud i Brønderslev by. - Der var nærmest tale om bondefangeri. Jeg troede, at jeg skulle på en kondicykel. Men det viste sig at være en rigtig damecykel, som stod nede i kælderen. Og så stak fysioterapeuten bare et kort over Brønderslev i hånden på mig, så jeg selv kunne finde hjem igen. Familien har sin væsentlige andel i, at Ib Rasmussen er kommet sig så hurtigt over blodproppen. Han var fast besluttet på at have gjort synlige fremskridt, hver gang konen, børnene og svigerbørnene kom på besøg. Og det gjorde de tit. - Jeg har oplevet familien rykke tættere sammen. Vi har fået snakket om nogle ting, som vi ellers aldrig har snakket om. Jeg bliver sgu ærlig talt lidt stolt, når mine to børn, som ellers har nok at se til, i sådan en situation tager sig tid til at tage sig af mig og min kone Ingelise. De har været en fantastisk støtte. For 14 dage siden vendte Ib Rasmussen hjem. Siden har han cyklet mange kilometer og gjort rent i huset adskillige gange. - Alt er jo genoptræning. Også rengøring. Og det er slet ikke så slemt, når man først kommer i gang, selv om jeg nærmest føler mig lidt misbrugt af konen, konstaterer han med endnu en gang tør humor. Venstre arm og ben er stadigvæk lidt uregerlige. - Nogle trækker på kassekreditten. Jeg trækker på mit venstre ben. Ib Rasmussen regner med genoptræning hos en fysioterapeaut et års tid endnu. Men der er ingen garanti for, at skavankerne helt forsvinder. - Men det kan jeg også sagtens leve med, når alternativet er et liv i kørestol. Jeg har været meget, meget heldig. Ib Rasmussen vendte tilbage til byrådsarbejdet midt i det største den største folkelige proteststorm i mange år. Han var knapt nået ind i byrådssalen, før han for åben tv-mikrofion blev spurgt, om de mange strejker mod budgetforslaget gjorde indtryk. Han svarede oprigtigt, som det er hans natur: "Nej, snarere tværtimod". - Jeg synes, at der blev strejket lidt i blinde. Der manglede styring, og jeg har ærlig talt ikke så meget respekt for, at børn bliver brugt til strejker og fysiske blokader, sådan som det var tilfældet. Jeg fik også e-mails fra utilfredse børn. Helt ærligt, siger den tidligere tillidsmand for slagteriarbejderne. - Som tillidsmand havde jeg altid i baghovedet, at vi skulle lande på benene igen, når vi begav os ud i en strejke. Den dimension manglede fuldstændig under de strejker, der var mod budgetforslaget, tilføjer han. Ib Rasmussen har altid været mand for at sige sin oprigtige mening, uanset om han bliver upopulær. - Man har da for fanden lov til at sige, hvad man mener. I politik kan man nu engang ikke gøre alle tilfredse. For så gør man ingen tilfredse. Og som politiker er man nødt til at påtage sig arbejdsgiverrollen i forhold til de kommunalet ansatte. Anderledes kan det ikke være. Ib Rasmussen, der fylder 61 år om knap et par måneder, savner på ingen måder det rampelys, som fulgte med at være rådmand. Først fire år i forsyningsvirksomhederne og dernæst fire år i teknisk forvaltning. - Derimod er det lidt underligt ikke at skulle møde på en arbejdsplads om morgenen mere og snakke om det, der var i fjernsynet i aftes. Jeg kom i lære som 14-årig og har haft arbejde siden, og faktisk savner jeg lidt det at have nogle kolleger, indrømmer han. I det nye byråd har Ib Rasmussen fået et helt nyt, uvant område, der i modsætning til de to rådmandsposter har med mennesker at gøre på en meget direkte måde. Han er formand for børne- og ungeudvalget, der tager stilling til tvangsfjernelser af børn. - Det er spændende, tragisk og frustrerende, siger han, der selv er bedstefar. Ib Rasmussen har endnu ikke taget stilling til, om han genopstiller til næste byrådsvalg. Til den tid er han 64 år. - Jeg synes, det er bedst med en vis aldersspredning i byrådet. Nogle af os må gerne være over konfirmationsalderen, og der er altså også andet end børnefamilier at tage hensyn til i denne kommune, siger den sejlivede politiker. Noget tyder på, at Ib Rasmussen genopstiller, hvis ellers helbredet holder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...