Ib Spang Olsen er død

Ib Spang Olsen, tegner og illustrator, er død, Han blev 90 år.

Den folkekære tegner Ib Spang Olsen er død efter kort tids sygdom.

Den folkekære tegner Ib Spang Olsen er død efter kort tids sygdom.

Tegneren Ib Spang Olsen døde søndag eftermiddag efter kort tids sygdom, oplyser hans kone Nulle Øigaard til politiken.dk. Ib Spang Olsen var en af landets mest elskede tegnere. Stort set ingen danske børn er vokset op de seneste 50 år uden at være stødt på Ib Spang Olsens tegninger. Spang Olsens let genkendelige streg findes således i en række af de mest kendte og langtidsholdbare danske børnebøger. For eksempel "Halfdans ABC" som er resultatet af Spang Olsens mangeårige samarbejde med Halfdan Rasmussen, som stadigt kan fås i alle velassorterede boghandlere. Ib Spang Olsen var uddannet skolelærer fra Blaa- gaards Statsseminarium årgang 1943. Han nåede da også at arbejde i 10 år som lærer, blandt andet på den A.S. Neill-inspirerede Bernadotteskolen, før han kvittede den faste indtægt og koncentrerede sig om tegneriet. Det betød dog ikke, at han kom til at mangle arbejde. Ib Spang Olsen var nemlig ikke bare en af de mest populære, men formentlig også en af landets mest produktive tegnere og illustratorer både af børne- og voksenlitteratur. Listen over bogprojekter med Spang Olsensk medvirken er således alenlang. Det gælder både bøger, hvor Ib Spang Olsen har illustreret, og bøger hvor han har stået for både tegninger og tekst. Ib Spang Olsen var særdeles aktiv også i en høj alder. Således illustrerede han som 81-årig i 2002 en digtsamling af den meget yngre Søren Ulrik Thomsen. I 2008 blev Ib Spang Olsen tildelt Gyldendals Børnebogspris for sin indsats for børnelitteraturen. Sidste år åbnede han sin egen butik ved Kongens Have i København, hvor han solgte ud af sine tegninger. - Jeg gik og tænkte, om alle mine tegninger skulle i containeren, når jeg døde, men jeg var ikke så glad for tanken, sagde Ib Spang Olsen ved åbningen til Billed-Bladet. Ib Spang Olsen efterlader sig to børn: Instruktøren Lasse Spang Olsen og forfatter og skuespiller Martin Spang Olsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.