Iben Hjejle: Jeg er blevet mindre bange for at fejle

Det må godt gå galt på scenen, når Iben Hjejle efter næsten 10 års pause igen indtager de skrå brædder.

1. marts 2013 07:00 - Opdateret 1. marts 2013 07:02

Iben Hjejle: Jeg er blevet mindre bange for at fejle

Når Iben Hjejle er på arbejde, plejer hun at kunne sige, "den tager vi lige igen", hvis en scene fejler. Som skuespiller har hun de sidste mange år optrådt i utallige film og tv-serier, og her er hun vant til, at instruktøren kan råbe "cut", og man kan få en chance til, hvis noget går galt.

Derfor er det også lidt af en udfordring for hende, når der den 2. marts er premiere på teaterstykket "En Tjener For To" på Betty Nansen Teatret.

Her spiller hun nemlig én af hovedrollerne.

- Det er en hård disciplin at spille teater. Det kræver et stort fokus og disciplin, siger Iben Hjejle til Ritzau.

For på teatrets scene er det lige pludselig alvor. Her er ikke mulighed for at gøre noget om, når publikum sidder i de bløde sæder, og tæppet går op.

- Heldigvis har jeg lært utroligt meget af alle de standupkomikere, som jeg har arbejdet sammen med i min karriere. De har lært mig rigtig meget om at improvisere, siger hun.

- Jeg har lært, at hvis man glemmer en replik eller ryger på røven, så skal man se sådan på det, at det skaber nye muligheder, siger hun.

Det er netop sin erfaring, Iben Hjejle vil trække på, når hun igen skal optræde for et publikum hver aften.

- Jeg er perfektionist, men som årene er gået, og jeg har fået mere erfaring, er jeg blevet mindre bange for at fejle.

- Jeg tager det ikke så højtideligt længere, hvis noget går galt. Så må man bare op på hesten igen og komme videre, siger hun.

På den måde synes hun, at kombinationen af alder og erfaring har gavnet.

- Man er ikke så hård ved sig selv længere, og man kan bedre mærke, hvad man skal sige ja og nej til, siger hun.

Teaterstykket "En Tjener For To" har også komikeren Linda P og Ole Thestrup på rollelisten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...