EMNER

IC4 får ultimatum TOGTUR: Ansaldobreda får 12 måneder - så er det slut

DSB har i øjeblikket fire IC4 togsæt med passagerer kørende mellem Aalborg og Århus. Her ses et af de problemfyldte togsæt ved nærbanestation Vestbyen i Aalborg.Foto: Scanpix

DSB har i øjeblikket fire IC4 togsæt med passagerer kørende mellem Aalborg og Århus. Her ses et af de problemfyldte togsæt ved nærbanestation Vestbyen i Aalborg.Foto: Scanpix

KØBENHAVN:DSB giver den italienske togfabrikant Ansaldobreda et ultimatum. 14 IC4-tog skal køre i landsdelstrafikken inden udgangen af maj 2009, og samtidig skal der foreligge en typegodkendelse på et enkelt togsæt, der opfylder alle kontraktens krav. Hvis det ikke sker, ophæver DSB kontrakten. - Det er et meget, meget klart ultimatum, og det er den allersidste chance, som Ansaldobreda får for at levere de IC4-tog. Det er en drastisk beslutning, for nu er der ingen vej tilbage. Der er ingen tvivl om, at vi meget hellere vil have togene end opsige kontrakten og ende i en eventuel retssag, men vores tålmodighed er sluppet op, siger DSB's adm. direktør, Søren Eriksen. Når først typegodkendelsen er klar, kan de resterende af 83 bestilte togsæt indsættes over de næste to år. De første IC4-tog skulle efter planen have været indsat i landsdelstrafikken for fem år siden, hvilket ville skubbe de nuværende IC3-tog ud i den sjællandske regionaltrafik. Men da IC4-toget endnu ikke kører, må de lokale togrejsende på Sjælland stadig finde sig at blive transporteret i gamle "kreaturvogne". DSB lejer derfor nogle flere dobbeltdækkertog, som også kører andre steder, og indsætter dem i den sjællandske regionaldrift. Regningen for at leje dobbeltdækkertog sendes videre til Ansaldobreda. Det store spørgsmål er nu, hvad der sker, hvis Ansaldobreda ikke kan levere togene, og kontrakten må ophæves. DSB har undersøgt de juridiske og økonomiske aspekter og føler sig på sikker grund. Kontrakten er god for DSB, og med den lange forsinkelse og sidste advarsel føler DSB sig overbevist om, at milliarderne kommer tilbage. DSB-direktør Søren Eriksen siger, at en ophævelsen af kontrakten ikke vil koste DSB penge. Men omvendt vil DSB stå med et problem, hvis kontrakten bliver ophævet. IC4-toget er et dieseltog, og der findes ikke hyldevarer for dieseltog. Langt de fleste lande bruger nemlig elektriske tog, men Danmark halter langt efter, når det kommer til elektrificering af jernbanenettet. Derfor kan det igen få lange udsigter med at få nye tog, hvis kontrakten med Ansaldobreda ophæves, for nye dieseltog kan ikke bare købes, men skal specialudvikles. - Så har vi en ny situation, vi må se på. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger Søren Eriksen./ritzau/