Idéen om efterløn skulle modnes

Finn Vinding med sine ringbind med skrivelser om efterlønnen, og var han i tvivl, fik han god rådgivning af NNF’s a-kasse i Thisted. Foto: Poul Erik Tarp

Finn Vinding med sine ringbind med skrivelser om efterlønnen, og var han i tvivl, fik han god rådgivning af NNF’s a-kasse i Thisted. Foto: Poul Erik Tarp

Efter 34 år på Tican gik Finn Vinding på efterløn som 62-årig for knap tre år siden THISTED: Tiden var ikke inde til at gå på efterløn for slagteriarbejder Finn Vinding, da han blev 60 år. Han havde ganske enkelt ikke lyst, og der var ingen overvejelser i den retning. Som 60-årig modtog han sit efterlønsbevis, men da han nærmede sig de 62 år, begyndte der at ske en mentalitetsændring. - Efterhånden som jeg nærmede mig de 62 år, var jeg klar til at gå på efterløn, og jeg sagde til mig selv, at når du bliver 62 år, så vil du ikke arbejde mere, men det var en tanke, som skulle modnes, siger Finn Vinding. Af den gamle skole Finn Vinding blev medlem af NNF i 1970, hvor han begyndte på Tican. Og han karakteriserer sig selv som en fra den gamle skole, og så render man ikke af pladsen i utide. - Jeg har været glad for at være på Tican, og har skåret skinker og forender, og de sidste år var jeg i pakkeriet, fortæller han. Siden han trådte gennem porten i 1970, og til han gik på efterløn i 2004, har han været vidne til en branche, som hele tiden har skruet tempoet op. - Lige siden jeg startede, har det skullet gå hurtigere og hurtigere, fortæller han, og nævner som et eksempel på nutidens krav om hurtighed og effektivitet, at man i gamle dage kunne snakke med sine kolleger, mens der blev arbejdet. - Men det kan man ikke mere. Nu står kollegerne med høreværn, der har en indbygget radio, og så er det svært at tale sammen, siger han. Ny teknologi Finn Vinding lægger ikke skjul på, at han især det sidste år følte sig stresset. Det år blev der indført ny edb-teknologi, og selv om han vidste, at dagene på Tican var talte, kunne han ikke smyge sig udenom. - Der var ikke andet for end at lære den nye teknologi, men jeg vidste også, at Tican ikke kunne fyre mig på grund af den nye teknologi, og de problemer jeg kunne have med at lære det, siger han og indrømmer åbent, at det tog sin tid. Men han fik det lært, og så klart fordelene. - I pakkeriet løftede vi pakker på 40 til 50 kilo, men med den nye edb-teknologi kunne vi nu programmere en maskine til det arbejde, og det var naturligvis en lettelse, tilføjer han. Den sidste dag Finn Vinding husker den sidste dag på Tican som både glædens og vemodighedens dag. Han var helt afklaret med, at han nu skulle på efterløn, men den sidste dag var ikke anderledes end alle de andre dage på slagteriet. Selv fejrede han dagen med en blå Tican-kasket pyntet med dannebrogsflag. Men troede han, at der ville blive taget specielle hensyn til ham, så måtte han tro om igen. - Der blev ikke taget hensyn til mig, og jeg fik jo penge for den tid, jeg var på arbejde, så slagteriet skulle have de sidste blodsdråber ud af mig, siger han uden bitterhed. For årene på Tican har været gode. Fritiden Som alle pensionister har Finn Vinding også oplevet, at tiden slet ikke slår til. Hver tirsdag dyrker han motion i NNF’s motionsrum på Strandvejen 9. - Udover motionen har vi et godt socialt samvær, og det er rart at møde gamle kolleger, fortæller han, og motionsklubben har netop besøgt Stampes Pels i Nykøbing, og for ikke så længe siden stod den på kogt torsk på Østerild Kro, og der var omkring 70 til 80 tilmeldte. Og det forstår man jo godt. Som tidligere Tican-ansat modtager Finn Vinding og hustruen Jonna Tican’s årlige julepakke, og det synes han er en pæn holdning, som slagteriet viser overfor de tidligere medarbejdere. @Byli.9.special.bund:Af Poul Erik Tarp poul.erik.tarp@nordjyske.dk