Ungdomsuddannelser

Idémagere på skolebænken

Erhvervsråd og handelsgymnasium laver kursus for iværksættere

HOBRO:16 mennesker med virketrang og gode idéer kommer på skolebænken, når et nyt kursus begynder på handelsgymnasiet i Hobro til efteråret. Et kursus målrettet, skræddersyet og tilpasset iværksættere præsenteres af Hobro Erhvervsråd og Kompetence Mariager Fjord i fællesskab. Kurser for iværksættere er ikke noget nyt. Men ifølge erhvervschef Christian Janner Olesen griber man i Hobro sagen an på en måde, der aldrig før er set i Danmark. - Iværksættere har tidligere kunnet tage et kursus over en aften. Vi laver et forløb på 10 hele dage. De afvikles på lørdage over 20 uger, siger Christian Janner Olesen. Indholdet består af fem temaer: Virksomhedsstrategi, økomomi, salg og afsætning, personaleledelse og juridiske forhold. Arrangørerne tager hensyn til, at iværksættere er travle mennesker, der ikke har meget tid på hverdage. Derfor holdes kurset på lørdage og får karakter af et studium i stedet for et kort aftenkursus. Mellem undervisningsdagene skal deltagerne arbejde med konkrete opgaver hjemme i deres virksomheder. Undervisningen foregår på handelsgymnasiet på Kirketoften og tilrettelægges af Kompetencecenter Mariager Fjord, som er en del af handelsgymnasiet. Men underviserne kommer både fra erhvervslivet, handelsgymnasiet og suppleres af gæstelærere, som har noget helt specifikt og relevant at byde på. Erhvervsrådets mål med kurset er at give iværksætterne nye kompetencer. - Vi vil jo gerne have, at de får succes. Det er til glæde for hele egnen, siger Christian Janner Olesen. Han tror, at konceptet med lørdagsskole over 10 dage er vejen frem. - Jeg tror, idéen kan bruges andre steder i landet, og vi stiller gerne vores erfaringer til rådighed, når vi har gennemført kurset, siger Hobros erhvervschef. Kurset "Iværksætterudvikling" er tilbudt til virksomheder og mennesker i Mariager Fjord-området. De første har meldt sig til, men der fortsat ledige pladser.