Danmark

Ida Auken vil tage sprøjten fra landmænd

Miljøministeren vil overveje skrappere straf for landmænd, der bruger ulovlige sprøjtemidler.

Ida Auken vil tage sprøjten fra landmænd

Det skal være slut med ulovlige sprøjtegifte og gødning i landbruget.

Det fastslår miljøminister Ida Auken (SF), efter at Politiken og DR har afsløret, at kriminelle bagmænd forsyner landmænd med ulovlige sprøjtemidler, der kan ødelægge miljøet og i værste fald give kræft.

- Jeg vil overveje at tage sprøjtecertifikatet fra landmænd, der bruger ulovlige pesticider, siger Ida Auken til Ritzau.

Hun vil desuden overveje, om der skal falde større bøder, og om kontrollen skal skærpes.

Under dække at være interesserede købere har Politiken og DR kontaktet en række mellemhandlere og spurgt, om det er muligt at købe ulovlig sprøjtegift og gødning.

Flere bagmænd sælger gødning uden om myndighedernes kontrol på området, viser opringningerne.

Danmarks Naturfredningsforening har foreslået, at landmænd skal kunne frakendes retten til at drive landbrug, hvis de bruger ulovlige sprøjtegifte og gødning.

- Den ulovlige import betyder reelt, at vi ikke kan være sikre på, at myndighederne ved, om vores drikkevand og fødevarerne er forsvarlige at indtage, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

I Danva, sammenslutningen af danske vandværker, vækker afsløringen også forargelse.

- Det er rystende. De her ting risikerer at ende i grundvandet. I sidste ende handler det om vores helbred, siger funktionschef Lars Fischer til Politiken.

Der lukkes i gennemsnit to grundvandsboringer om ugen på grund af rester af sprøjtegift, og ifølge Lars Fischer bliver det stadigt sværere at finde rent drikkevand her i landet.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) kalder den ulovlig handel "uacceptabel" og peger på, at der kan blive brug for at stramme op på kontrollen.

Enhedslistens Per Clausen har bedt Mette Gjerskov redegøre for omfanget af landmænds ulovlige indkøb af pesticider og gødning samt for, hvad myndighederne vil gøre for at stoppe det.

/ritzau/