Ide om musikalsk talentklasse

Byrådsmedlem vil have forhøjet musikskolens tilskud med 250.000 kr.

Arden 1. september 2005 06:00

HOBRO: Lærerne skal have tryghed i ansættelsen, og talenterne skal have mulighed for at udvikle sig i en egentlig talentklasse. Det mener Hobro-listens medlem af byrådets kulturudvalg, læge Svend Nielsen, Hobro. Derfor har han stillet forslag til byrådet om, at det kommunale tilskud til Hobro Musikskole forhøjes med 250.000 kr. De 150.000 kr. vil Svend Nielsen bruge til at tilbyde skolens seks lærere med mere end 6,35 ugentlige timer fast ansættelse med overenskomst. - Det er nødvendigt, for at skolen kan fastholde sit team af stærkt kvalificerede lærere. Samtidig vil vi med fast ansatte musiklærere komme på niveau med skolen i Arden, og dermed stå langt bedre rustet til samarbejdet i den nye storkommune, forklarer Svend Nielsen. De resterende 100.000 kr. vil Svend Nielsen bruge til en egentlig talentklasse for de dygtigste og mest engagerede elever. - Det skal være en talentklasse, hvor man får en basisuddannelse med henblik på optagelse på Musikalsk Grundkursus eller en videregående uddannelse med musik som hovedfag, siger Svend Nielsen. Han forestiller sig, at talentklassen skal omfatte en halv snes elever i aldersgruppen 13-17 år. Der skal være elevbetaling på 4500 kr. årligt, men driften skal også finansieres gennem statstilskuddet til musiklærerløn samt eventuel sponsorstøtte. Forslaget kommer efter et par år, hvor det kommunale tilskud til musikskolen i forvejen er hævet med ialt 150.000 kr. - Men det skal altså endnu flere penge på bordet, hvis man mener det alvorligt med en musikskole, siger Svend Nielsen. Han har begæret sagen sat på byrådets dagsorden for mødet i september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...