Boligselskaber

IdealCombi får ordre i Ishøj

Hurup-virksomheden skal levere 4.500 vinduer til boligselskabet Vildtbanegård

Boligselskabet Vildtbanegård i Ishøj, der blev bygget i 1946, gennemgår for tiden en gennemgribende renovering af vinduerne i 1.400 lejligheder. Vinduer, som IdealCombi Hurup kommer til at levere. NCC er hovedentreprenør på renoveringerne, og udskiftningen af vinduerne når et antal på omkring 4.500. Seniorprojektchef Brian Hasfeldt, NCC, forklarer, at boligselskabet har tre afdelinger. - I afdeling 2 er vinduerne udskiftet. Det drejede sig om 800 lejligheder og 2.700 vinduer, og nu skal NCC i gang med afd. 1, som omfatter 600 lejligheder og 1800 vinduer, siger han. Brian Hasfeldt fortæller, at NCC har fire faste samarbejdspartner, og at IdealCombi er en af dem. - Vi har gode erfaringer med IdealCombi. De producerer i en høj kvalitet, og så er de konkurrencedygtige på prisen, lyder det fra Brian Hasfeldt. IdealCombi"s salgs- og marketingschef Claus Winther siger til hjemmesiden wood supply dk., at det er hans oplevelse, at virksomhedens kunde har fået en oplevelse af IdealCombi som leverandør, ”der har gjort, at vi også er blevet valgt til næste etape af Danmarks største renoveringsprojekt”. - Det er en meget attraktiv leverance for IdealCombi, og det er ikke kun på grund af størrelsen, men fordi det også understreger, at virksomheden er blandt de førende producenter af energirigtige vinduesløsninger, siger Claus Winther til hjemmesiden.