Idealisme kan betale sig

For 3000 kroner om året holder Jan Thøgersen varmen

ALS:Her er en mand. Han er glad, for han bruger kun 3000 kroner om året på varme. Jan Thøgersen bor i den rene idyl - et gammelt gult og sort bindingsværkshus lige ved siden af kirken i Als. Ialt har han 135 kvadatmeter under stråtag. Men det var ikke for pengenes skyld, at han i sin tid indrettede sit hus så energirigtigt som muligt. Det var budskaberne i Brundtland-rapporten fra sidst i 80'erne, der fik ham på den grønne gren. Det var dengang man talte om at tænke globalt og handle lokalt. At der også kunne være penge i at være energirigtig var ikke noget han spekulerede på. Det var ren og uforfalsket idealisme. Men med de priser der er på olie, naturgas - eller endnu værre decentral kraftvarme - har det vist sig at være en rigtig god forretning at være idealist. Efterhånden er det kun i byer med meget billig fjernvarme - som f.eks. Aalborg - at gevinsten er til at overse. De virkemidler Jan Thøgersen har valgt er ganske enkle. Hjertet i huset er en finsk masseovn, som sørger for både varmt vand og varme i huset i de kolde måneder. Fordelen med en masseovn er, at de mange sten i konstruktionen betyder, at den holder sig lun hele dagen på en enkelt portion brænde. De knap så idealistiske kan istedet vælge en kvalitetsbrændeovn, som så skal være godt foret med f.eks. fedtsten til at holde på varmen. Udenfor i garagen ligger brændet klar til vinteren. Der er omkring 10 kubikmeter gran, og det er her de 3000 kroner til varmen er parkeret. I sommerhalvåret bruger han ikke masseovnen ret meget. Her er det solfangerne på udhuset, der sørger for både varme og varmt vand. For at fordele varmen rundt i hele huset har han installeret et ventilationsanlæg med en modstandsvarmeveksler. Varmeveksleren sørger for at den kolde luft, der bliver suget ind i huset bliver varmet op af den varme luft, der forlader huset. Endelig er huset blevet godt og grundigt isoleret både på loftet, i gulvet og i væggene. - Jeg kan ikke helt forstå, at folk investerer 100.000 kroner i et nyt køkken eller badeværelse, men ikke gider bruge penge på noget, der betaler sig tilbage, siger han. Jan Thøgersen nøjes ikke med at være energibevidst, når det gælder varmen. Græsset i haven bliver slået med en plæneklipper uden anden motor end manden bag den. En cylinderklipper af god kvalitet er fremragende mener Jan Thøgersen. Ikke blot bliver plænen pænt klippet, man får rørt sig lidt samtidig. Og er cylinderklipperen god nok, så kan alle være med. - Hvis jeg finder en gammel cylinderklipper der er sat til storskrald, så kan jeg ikke lade være med at tage den og sætte den i stand. Så forærer jeg den væk til nogen, fortæller han. Også hans stereoanlæg har fået energikærligheden at føle. Tidligere tændte han rent rutinemæssigt for anlægget, hvis han var hjemme og lod det køre hele dagen. Men da el-regningen lige pludselig begyndte at vokse, så fandt han ud af at slukke for afbryderen, når det ikke var i brug. Og ved at ændre sin adfærd på el-området og bl.a. skifte til et nyt køleskab, så har han høvlet en femtedel af el-regningen, som i forvejen ikke var for høj.