Idealsamfundet

Folk og røvere i Kardemomme By

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- En stilsikker og selvsikker opsætning, mener vor anmelder om instruktør Geir Sveaass. I øvrigt samme instruktørs barndoms yndlingsstykke.

Det er en meget flot, virtuos og virkelig musikalsk forestilling, teaterchef Geir Sveaass har sat op, men den er nu heller ikke lydefri. Men herom lidt senere. Når forestillingen lykkes, så skyldes det også, at man skal være en umulius for at kludre i opsætningen af Folk og banditter. For det er en herlig historie, og den er i grunden selve grundopskriften på, hvordan man laver det perfekte eventyr for børn: Her er helte og skurke. Men – viser det sig jo – skurkene er også helte. Her er runde og gode personer. Konflikter er der masser af, men de bliver aldrig onde endsige farlige. Tillige har forfatteren, Thorbjørn Egner pakket det hele ind i masser af gode sange med hyggelige tekster. Selvfølgelig kan man kvaje sig under opsætningen af Folk og skurke. Men man skal anstrenge sig. Dette her historien, der altid kommer sikkert i land. Det gør den naturligvis også, når man sætter en så stilsikker og selvsikker iscenesætter som Sveaass til at sætte selveste hans barndoms yndlingsteaterstykke op. Noget, jeg virkelig elsker, i denne opsætning er den fabelagtige måde, hvorpå musikken er integreret i stykket. Kardemomme Byorkester er med hele vejen igennem. De leverer konstant flotte lydtapeter, som fortæller os, hvor vi er. Hver gang vi følger tyvene, så spilles – instrumentelt – ”Vi lister os af sted på tå”. Men vi får naturligvis også den hyggelige hymne flere gange under forestillingen. Men ellers er de der bare hele tiden. Falder ind og fader ud i handlingen konstant. Musikbrugen er et lille mesterværk i denne herlige fortælling. Mine største anfægtelser går på skuespillernes sang. De synger ganske enkelt ikke tydeligt nok. Hvis hele koret vender front imod en som tilskuer, så går det fint, men vender de fronten den anden vej, så kikser forståelsen af ordene. Ved flere lejligheder spekulerede jeg på, om skuespillerne synger for lavt – altså stemmemæssigt. Om de burde have sunget i et højere toneleje. Det virker i hvert fald anstrengt visse steder. Men bevares: Ikke over det hele. Scenografien skuffer mig også en smule. Kardemomme By fremstår som rent hvide bygninger. Det skal de også være, for det er jo et underligt, sydlandsk sted, handlingen udspiller sig. Men jeg savner tage i pangfarver. Jeg savner blå og røde skodder. Jeg savner hængende blomsterkasser uden for vinduerne. Jeg savner ganske enkelt et farveorgie. Sådan oplever jeg min indre Kardemomme By. Ellers er det en forestilling, der er præget af stabilt skuespil på alle pladser. Ikke prangende, men grundlæggende i orden. Det er også en forestilling, der bæres frem af ensemblet. Det er ikke et sted, hvor enkelte personer skal lyse frem for andre. Det er nemlig et stykke, hvor næsten alle personerne har lige store roller. For det er jo også en del af Kardemomme-loven: Alle er lige vigtige. Ingen er overflødige. Der er plads til alle. Tjah: Det var der da vist mange, der kunne lære noget af både på Christiansborg, i Taleban, i skoleklasserne, på arbejdspladserne, i Kina. Ja overalt. For Kardemomme By er jo idealsamfundet. Og derfor er et gensyn med denne forestilling altid rart. Det kan I godt hilse alle børnene fra mig og sige. De kan godt begynde at glæde sig. Max Melgaard Max.melgaard@nordjyske.dk ”Folk og røvere i Kardemomme By” Manus: Thorbjørn Egner Oversættelse: Halfdan Rasmussen Instruktør: Geir Sveaass Kapelmester: Gunhild Kjær Scenograf: Jonas Fly Filbert Koreograf: Charlotte Munksø Børnehaveklasse til 4. klasse Aalborg Teater, store scene, til 9. april