Ideelle forhold til motocross-stævne

FJERRITSLEV: Med flot vejr, en veltrimmet bane og en løbsledelse, der på kompetent måde varetog opgaverne, blev det et virkelig godt stævne. Sådan lød det fra dommer John Jensen, Hjørring, og flere af de105 deltagere i 1. og 2. afdeling af det Jysk-Fynske Mesterskab 2003 i motocross, der blev holdt på Han Herred Motorklubs baner i Starkær. Løbet blev forskånet for større uheld. Røde Kors samaritervagten, der havde fire poster på strategiske steder langs banen, oplyste efter løbet, at der kun blev brug for en enkelt ispose til en forslået skulder og en mundskylning til en af kørerne, der havde bidt sig i tungen. Blandt deltagerne var nogle af de helt tunge drenge indenfor motocross, bl.a. Jacob Almar, Randers, Morten Justesen, Hadsund og Dennis Nordstrand fra Fyn, der alle deltager i de europæiske mesterskaber. Ved stævnet besatte Jacob Almar sig da også suverænt førstepladsen i Super Class med maksimumpoint. Af de lokale deltagere i Super Class opnåede Knud Iversen en 11. plads og Jørgen Krogh en 12. plads. Kristian Torp måtte udgå i 2. heat på grund af maskinskade. I C 125 opnåede Michael Rasmussen en placering som nummer tre. Denny Jensen blev nummer seks, Aske Kjær Fuglsang nummer ni, Magnus H. Mogensen nummer 10, Anders Klitgard nummer 11 og Claus B. Jensen nummer 16. Lokale placeringer i C 250-500: Svend Anker Jensen 5, Rolf Bjerregaard 6, Henrik Nørgaard 7, Jesper V. B. Jensen 8. nca
Breaking
Grænserne til Tyskland, Norge og Island begynder at åbne 15. juni
Luk