EMNER

Ideer udvikles - og opgives

BROVST:Hvert år er der omkring 40 mennesker med en drøm om at blive selvstændige, som henvender sig til erhvervschef Knud Kristensen, Brovst Kommune. Og hvert år er der nogle, som bliver bekræftet i deres ønsker, mens andre får prikket hul i en måske vel oppustet dagdrøm. - Folk henvender sig med en idé, som vi taler om. Er de klædt godt på, skal jeg ikke sidde og advare mod alverdens ting, men nogle gange har vi efter to-tre timers snak afklaret, at det alligevel ikke var noget. Det er lykkeligt, for så når de ikke at miste en masse penge, siger Knud Kristensen. Ét element, som han altid lægger vægt på i sin rådgivning, er det administrative, som generelt er en uadskillelig del af at være selvstændig - hvad enten man vil det eller ej.. - Det er vigtigt at få på plads og vide, hvordan folk har det med det. De fleste skal lige vejen om ad revisoren og have mere at vide, fortæller Knud Kristensen. Hvis der er hold i den idé, man kommer med, tilbyder Knud Kristensen den selvstændige in spe syv-otte timers gratis rådgivning hos revisor og advokat, ligesom man får tilbud om at deltage i et iværksætterkursus, hvor alskens spørgsmål om blandt andet forsikring, reklame og markedsføring, told og skat, salg, revision og juridiske spidsfindigheder bliver taget op. Spektret af nyslåede selvstændige i Brovst Kommune er bredt og spænder ifølge Knud Kristensen lige fra fiskehandler over designer og håndværker til fotograf og kioskejer.