Identifikation af dræbte kan tage uger

21. oktober 2002 08:00

København, søndag /ritzau/ Heller ikke søndag var det lykkedes retsmedicinere på Bali at finde spor af de tre danske kvinder, der har været savnet siden terrorattentatet forrige lørdag. Det oplyser Danmarks ambassadør i Indonesien, Geert Aagaard Andersen, som siden tirsdag har opholdt sig på ferieøen for at være tæt på arbejdet. Identifikationen af bombeofrene kan vare flere uger endnu, sagde lederen af det svenske hold af retsmedicinere og kriminalteknikere på Bali under et pressemøde søndag. Svenskerne assisterer de lokale myndigheder. Først i slutningen af næste uge venter retsmedicinerne ifølge Geert Aagaard Andersen at være færdige med at undersøge og dokumentere resterne af de menneskekroppe, der blev bragt ind efter de voldsomme eksplosioner. Denne dokumentation skal derefter sammenholdes med oplysninger hjemmefra om de savnede, blandt andet tandkort og beskrivelser af særlige kendetegn. - De to ting skal sammenstilles, og det kan vare længere end til slutningen af næste uge, siger ambassadøren. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...