Ideologi er ikke alt

Regeringen vil på det nærmeste afskaffe hjemmeservice i den nye finanslov. I fremtiden skal kun pensionister kunne få tilskud til rengøring, mens alle andre mister muligheden for at få betalt 40 procent af prisen. Ikke uventet beklager branchen sig. I værste fald op til 9000 personer vil miste deres arbejde, og der er åbenlys risiko for, at sort rengøring bliver (endnu) mere udbredt. Næppe ret mange vil betale over 200 kroner i timen for en ydelse, der kan købes sort for under det halve. Principielt er det svært at klandre regeringen. Hjemmeservice blev opfundet i Poul Nyrup Rasmussens første regeringsår som et klassisk socialdemokratisk projekt, hvor vi allesammen betaler til hinanden. Baggrunden var dog reel nok: Sort arbejde blomstrede og arbejdsløsheden var høj. For nogle år siden blev ordningen beskåret, så haveservice og vinduespudsning røg ud. Men i bund og grund var og er hjemmeservice en ordning, der blot lapper på grundlæggende problemer uden at løse dem. Trykket af skatter og afgifter er så grotesk højt, at vi skal betale langt mere end det dobbelte af den reelle løn for at få udført et stykke arbejde. I sand socialdemokratisk ånd mente man at kunne løse problemet med tilskud. Og det er formentlig netop af ideologiske årsager, at Anders Fogh Rasmussen nu vil afskaffe ordningen. På det teoretiske plan kan det være at svært at argumentere for ordningen, som økonomisk set er et misfoster. Men politik består af andet end teori. Det består også af praktiske hensyn og almindelig snusfornuft. I det lys haster det ikke med at afskaffe hjemmeservice - som tilbyder noget, efterhånden kun få andre fag gør: Tusindvis af ufaglærte jobs. Samtidig har vi et stort problem med ufaglærte nydanskere, som kun med stort besvær kan få fat på arbejdsmarkedet. For dem kan hjemmeservice være et oplagt sted at få plads. De seneste mange måneder er antallet af ledige desværre vokset støt. Og det er en sølle trøst for de ramte, at vi om nogle år kommer til at mangle arbejdskraft. I en tid med stigende ledighed virker det ikke helt gennemtænkt at afskaffe tusindvis af ufaglærte stillinger af ideologiske årsager.