Frederikshavn

Ideologisk opgør om privat pasning

Rød og blå blok ser vidt forskelligt på private pasningsordninger

Brian Kjær har ikke noget imod privat pasning. Foto: Grete Dahl
Brian Kjær har ikke noget imod privat pasning. Foto: Grete Dahl

Opdateret 29. januar 2015 kl. 09:02

FREDERIKSHAVN: - Børnepasning er en offentlig opgave. Vi skal ikke have en masse små private satellitter. Det er SF's holdning, og en del af vores program er fleksible åbningstider.

Det siger Christina Lykke Eriksen (SF), formand for B&U.

Hun mener, det er en offentlig opgave at sikre kvaliteten, og at det gøres bedst i de offentlige ordninger.

Samtidig peger hun på, at en vigtig del af skolereformen er større sammenhæng mellem skole og SFO. Derfor valgte SF at sige nej til Laila Madsens ansøgning om privat pasningsordning i Skagen.

Ifølge Christina Lykke Eriksen er der meget begrænset efterspørgsel efter udvidet åbningstid i kommunens pasningsordninger.

S også imod

Socialdemokraterne stemte som DF også imod ansøgningen.

- Vi skal lave et godt pasningstilbud til alle, men hvis vi først begynder at dele det op i små bidder, risikerer vi at udhule det kommunale tilbud.

Det siger Brian Kjær, socialdemokratisk medlem af B&U.

Derfor vendte Socialdemokraterne tommelfingeren nedad til ansøgningen fra Laila Madsen i Skagen.

- Vi har ikke noget imod private ordninger, hvis de er bedre end det kommunale, men vi står midt i en kæmpe omstilling af SFO’erne, skolerne og hele børneområdet.

- Vi har forholdt os til den konkrete ansøgning, og nu forsøger vi i første omgang at tilpasse åbningstiderne i de konkrete tilfælde, hvor der er et reelt behov.

- Vi sidder ikke på hænderne, men mener, at det faktisk kan løses inden for de ordninger, vi har, siger Brian Kjær.

Frafaldet til kommunens SFO’er efter skolereformen er ifølge Brian Kjær ikke så stort som frygtet.

Rød og blå blok uenige

Venstre mener, at det er forkert at udelukke private pasningsordninger.

Specielt undrer det Pia Karlsen (V), at venstrefløjen siger nej til en udgiftsneutral ordning, som løser et reelt behov i en by som Skagen, hvor der er mange pendlere.

Dansk Folkepartis Lars Oldager har lovet at tage sagen op igen, hvis det viser sig, at kommunens åbningstider i SFO'en ikke kan klare behovet i Skagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden