Idræt i forandring

Dansk idræt er i forandring. Idrætten bliver mere og mere individuel, alt skal kunne ske, når den enkelte har tid.

Det er jo også godt, at der kan tages så store hensyn, at man ikke behøver at indrette sig efter andre. De individuelle sportsgrene som løb, gang, fitness, cykling o.l. er i fremmarch, for her behøver man ikke at indrette sig efter så mange andre. Det er vigtigt, at vi får folk til at røre sig nok, for dagligdagens trivialiteter som skole og arbejde er ofte ikke nok til at forbrænde den energi vi indtager. Samtidigt er det vigtigt, at vi holder vores krop i gang, så vi kan få hjernen til at fungere optimalt. Men der er dog nogle problemer, når vi taler økonomi og ansvar. For vi er i nogle tilfælde nødt til at skelne mellem behandling og rask træning. Idrætsklubber har til formål at aktivere raske mennesker og få dem til at dyrke en fysisk aktivitet. Det kan være gymnastik på hold, store eller små eller anden social fysisk aktivitet. Jeg mener ikke, det er DGI's opgave at gå ind i instruktion af enkeltpersoner, med henblik på behandling af sygdom og skader. Dette tror jeg vi kan være enige om. Når jeg skriver dette, er det fordi, at man helst ser at passiv patientbehandling sker i så kort et tidsrum som muligt- herefter skal behandling være patientaktiv. Hvad er aktiv behandling? Det er træning. Hvordan ser vi forskel på den træning som sker hos f.eks. en fysioterapeut og det der sker i et DGI-fitness center. Hvordan sondrer man i et DGI-fitness center om det er en de kan træne eller det er en som hører til hos en professionel behandler. Hvad sker der, hvis man i et DGI-fitnesscenter instruerer en borger i en øvelse, som skader brugeren på længere sigt, fordi udgangsstillingen er uhensigtsmæssig for den lidelse, brugeren har, men som instruktøren ikke har set. Prismæssigt ser jeg et problem i, at DGI-fitnesscentrene udbyder træning i et prisleje, hvor de i de tilfælde hvor behandlingstræningen virker efter hensigt, underbyder de offentlige overenskomster. f.eks. mellem Danske Fysioterapeuter og regionerne. Det er jo ikke ukendt, at der i nogle DGI-fitness-centre er tilknyttet instruktører med sundhedsfaglig statsautorisation. Får de deres overenskomstmæssige løn for det arbejde de laver. De hæfter jo med deres autorisation for det de laver også i fritiden, og de kan jo ikke tillade sig at underbyde de overenskomster der findes på området. Jeg mener, at for ikke at underbyde overenskomster, skal der laves tydelige skel for, hvad man må i idrætsklubberne og hvad der skal ske hos fagprofessionelle. Skal der ydes større tilskud til de fagprofessionelle, som udbyder træning, eller skal der sondres i klubberne, således at holdidrætten får mere i støtte end f.eks. den individuelle instruktion. Den individuelle instruktion bør jo være markant dyrere, fordi den er mere mandskabskrævende.