Idræt og klubliv for 45-60 årige

Foreninger går sammen om nye motionstilbud

AABYBRO:Motion og socialt samvær i en klub er også for 45-60 årige.Det mener en række foreninger i Aabybro Kommune, som derfor er gået sammen om at planlægge et nyt idrætstilbud til målgruppen. - Folk i 45 til 60 års alderen har også brug for at motionere og lyst til at afprøve nye idrætsformer. I dag går eller løber mange en tur for sig selv. I stedet kan man få også et socialt klubliv, fortæller Lars Panum, formand for Åbybro Gymnastikforening. Ideen er oprindeligt fostret af DGI, og både Aabybro Kommune og DGI Nord er klar med støtte til projektet.Foruden ÅGF er det foreninger som Aabybro IF, Aabybro Badminton Club, Aabybro HK, Gjøl Roklub samt Sund By og LOF, der har grebet ideen for at føre den ud i livet. Målgruppen er folk, som ikke længere har små børn, der lægger beslag på fritiden, men tid til atter dyrke motion og holde sig i form. - Men mange steder findes, der ingen tilbud for voksne i denne alder. Det vil vi gøre noget ved, siger Lars Panum. Det skal ske med aktiviteter for både øvede og nybegyndere. Tilbudene skal være en blanding af traditionelle idrætsgrene og nye motionsformer som stavgang, spinning, boldspil eller roning. - Det skal så afveksles med en række sociale indslag som øl og vinsmagning eller foredrag, Og det er her, LOF kommer ind i biledet, siger Lars Panum. Forventningen er at kunne begynde 2. april med 50 til 75 deltagere til fortrinsvis udendørsaktiviteter. - Mange har brug for at komme ud i frisk luft efter at have været indendøre hele dagen på arbejdet, siger han. Det er meningen, at de involverede foreninger skal nedsætte en fælles styregruppe, som skal stå for aktivteterne, og dermed behøver medlemmerne ikke at melde sig ind i nogle af foreningerne bag, men være medlem af selve projektet. - Man skal betale et mindre kontingent, og derudvover vil vi søge støtte fra Folkeoplysningsudvalgets udviklingsmidler og fra andre fonde samt amtet, fortæller Lars Panum. Det nye projekt kan nemlig ikke få medlemstilskud efter Folkeoplysningsloven, da det kun gælder medlemmer under 25 år. Han oplyser at det er et fælles projekt for flere foreninger, dels fordi ÅGF ikke kan læse opgaven alene. - Men primært er det nødvendigt for at kunne tilbyde flere idrætsgrene ved at inddrage fodbold, håndbold, svømning og badminton, siger han. - Det bliver også medlemmernes ønske og interesse, der kommer til at bestemme udbuddet af aktiviteter, siger Lars Panum. Søndag 23. januar indkalder initiativtagerne til møde for alle interessede idrætsforeninger. Og de foreninger i Aabybro Kommune, som ikke har tilmeldt sig, er velkomne til at kontakte Lars Panum.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk