Lokalpolitik

Idræt og kultur er ligeværdige

MARIAGERFJORD:Idræt og kultur er ligeværdige og fortjener samme høje prioritering. Dette signal ønsker kultur- og fritidsudvalget at sende med udarbejdelsen af en ny fælles politik for kultur og fritid. – Vi har store forventninger til, at de mange ildsjæle og professionelle kultur- og fritidsarbejdere vil bidrage med konstruktive indspark, så vi kan få en dynamisk politik, siger formand for fritids- og kulturudvalget Erik Kirkegaard Mikkelsen, (K), Mariager. Udvalget har nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra bl.a. idrætsrådet, folkeoplysningsudvalget og kulturelt samråd. Gruppen skal samarbejde med forvaltningen om udarbejdelsen af politikken. Konsulent Bente Buchhave, Thisted, er guide i processen. Kultur- og fritidsudvalgets motiv for at lave en samlet politik for kultur og idræt er at sikre et fælles afsæt for udviklingen af fritidsområdet i hele kommunen. Inden sommerferien vil bestyrelserne for bl.a. idrætsrådet og Kulturelt Samråd blive indbudt til fokusgruppemøder, hvor de første visioner og målsætninger vil blive formuleret. Efter sommerferien vil en række andre interessentgrupper blive indbudt til dialogmøder. I løbet af efteråret indbyder styregruppen til en midtvejskonference, hvor der kvitteres for de mange bidrag og præsenteres et foreløbigt udkast. Byrådet skal godkende den nye idræts- og kulturpolitik inden 2008 bliver til 2009.