Idrætscentret viser alle herlighederne frem
Søndag den 27. november indbyder Idrætscenter Jammerbugt til åbent hus fra kl. 14-16, hvor alle interesserede får mulighed for at kigge indenfor for at se, hvad huset anno 2016 har at tilbyde. Der vil være masser af aktiviteter i alle rum præsenteret af de foreninger, der også bruger huset til daglig. Fjerritslev Gymnastikforening viser træning af børnehold, og samtidig bliver der fri leg på redskabsbane for de børn, der kigger forbi. I svømmehallen vil pensionistsvømmerne være aktive i den første time, mens der er fri svømning for alle i den sidste time. Også på skydebanen i kælderen kan man få mulighed for at prøve aktiviteten af, der er nemlig fri skydning for dem, der har lyst til at prøve kræfter med den sportsgren. I Han Herred hallen, som er den gamle træhal, vil Fjerritslev Tennisklub vise tennis på både mini og på stor bane, og i Centerhallen, som er den store hal, vil man kunne opleve FIF håndbold træne ungdomsspillere og Fjerritslev Badmintonklub vil vise, hvordan en badmintontræning kan foregå. Bevæger man sig lidt udenfor centret, vil man kunne opleve FIF ungdom træne fodbold på Kunstgræsbanen, og hvis det bliver for koldt kan man gå tilbage og besøge Vandrehjemmets spisesal, hvor der vil være gløgg og æbleskiver til alle. Når man er på Vandrehjemmet kan man samtidig benytte sig af lejligheden og få en fremvisning af de flotte nyrenoverede værelser. Vil man se noget andet nyt, vil dørene til motionscentrets lokaler være åbne, så man frit kan gå op og se, om styrketræning kunne være et tilbud, man har lyst til at benytte sig af. Det er Idrætscenter Jammerbugts Bestyrelse, der indbyder til åbent hus.
- Vi synes, der er sket så meget nyt, og det vil vi gerne vise frem siger Carsten Sørensen, der er formand for bestyrelsen. På dagen vil bestyrelsens medlemmer være at træffe i centret, hvis man skulle have lyst til at give ris eller ros, og det samme vil centrets medarbejdere. Bestyrelsen består af Carsten Sørensen, formand, Knud Erik Andersen, Anne-Marie Holm, Lars Lyebalk, Alex Mathiasen, Lotte Larsen og Ulla Flintholm, mens ledelsen udgøres af Torben Larsen og Søren Konnerup. Møder man Torben Larsen kan man samtidig ønske ham tillykke, han havde nemlig 30 års jubilæum 1. november. Dagen blev fejret ved et lille surprise-arrangement, hvor venner, familie og tætte samarbejdspartnere fra de 30 år, mødte op.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.