Idrætsdag for sindslidende

Brønderslev 13. september 2002 08:00

Onsdag har den arbejdsgruppe, der er nedsat til etablering af en idrætsforening for sindslidende i Brønderslev, en idrætsdag. Det sker i samrbejde med DAI, Dansk Arbejder Idrætsforbund, og stedet er Brønderslev Hallen. Efter morgenkaffe bydes der på "idræt på tværs". Søs Thielst fra arbejdsgruppen fortæller, at idræt på tværs er en aktivitet, der er opbygget omkring leg og bevægelse, der indeholder elementer fra flere forskellige sportsgrene. Aktiviteten er fokuseret på at styrke kroppen generelt og at gøre det sjovt for alle at dyrke idræt. Senere præsenteres forskellige aktiviteter som for eksempel floorball, volleyball med mere. Over middag bliver der information om idrætsforeningen i Brønderslev, kommende generalforsamling med mere. Brugere, pårørende og personale i psykiatrien er indbudt til dagen. - Man kan bruge idrætsdagen som en dag ud af huset, og man kan tage vennen, veninden, familien eller andre pårørende med, siger Søs Thielst. Arbejdsgruppen består af ca. 10 medarbejdere og brugere indenfor psykiatrien i Brønderslev samt en idrætskonsulent fra DAI. Tiltaget støttes af psykiatrikoordinatoren og Sund By Butikken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...