Hospitaler

Idrætsefterskole måske til Terndrup

Folkene bag planerne om en ny himmerlandsk idrætsefterskole har kig på bygningerne efter det tidligere sygehus i Terndrup.

Terndrup Sygehus kommer måske til at danne ramme for en idrætsefterskole. Sygehusbygningerne har stået øde hen siden 2008, da den sidste afdeling blev flyttet til Hobro. Siden har der været flere forsøg på at få solgt bygningen, men uden held. Nu ser det imidlertid ud til, at Region Nordjylland er klar til at indgå forhandlinger med en gruppe, der ønsker at indrette en idrætsefterskole i bygningerne. Byens idrætsfacilliteter har netop vejet tungt i de overvejelser, som de private iværksættere har gjort sig. Michael Portefèe er manden bag ideen, og ifølge ham kan ombygningen sættes i gang fra oktober 2012, hvis parterne når til enighed inden da. I så fald vil efterskolen kunne åbne allerede i 2013. - Projektet er godkendt af ministeriet. Man kan sige, at vi har det liggende parat i skuffen lige nu, fortæller Michael Portefèe. Han understreger dog, at han stadig er på udkig efter andre egnede bygninger, men Terndrup Sygehus ligger højt på ønskelisten. Tidligere har han forsøgt at omdanne Støvring Højskole til idrætsefterskole, men dengang strandede projektet på, der var politisk ønske om at bruge de tidligere højskolebygninger til andre formål.