Idrætsfestival i Hobro

Mariagerfjord Kommune og DGI Nordjylland underskrev torsdag en partnerskabsaftale, som giver området en kæmpe idrætsfestival i dagene 24. til 26. juni 2011.

Weekenden igennem kan deltagerne dyrke idrætsaktiviteter lige fra etablerede idrætter som håndbold, fodbold, gymnastik tennis og golf – til de traditionelt set mere uorganiserede som motionsløb, mountainbikeløb og en svømmetur over fjorden. Festivaldeltageren kan samtidig nyde livet i Hobro, hvor musiktelte og kulturelle indslag vil præge bybilledet. Der er tale om en idrætsfestival, hvor motion, sundhed og fællesskab er i centrum. - Nordjydernes idrætsvaner er meget vigtige for DGI Nordjylland, og stævnet skal vise, at foreningerne har mange dygtige trænere, instruktører og ledere, der løfter opgaven lokalt, siger Ulrik Nørgaard fra DGI Nordjyllands bestyrelse og fortsætter: Festivalprogrammet rammer alle målgrupper, hvor børnene får tilbud som f.eks. børneopvisninger, børnecirkus og koncerter. De unge kan stifte bekendtskab med nye trends som Parkour og Splash (trambolinspring i havnebassinet). For de voksne deltagere er der også rig mulighed for at sammensætte sit eget festivalprogram med idræt, koncerter og oplevelser i Hobro centrum. - Hele foreningslivet i Mariagerfjord Kommune bliver involveret i at skabe et minilandsstævne og danne den bedste ramme for de 4000 deltagere, som er målsætningen. Området får muligheden for at vise ansigtet udadtil, og jeg har en klar forventning om, at denne festival er med til at sætte Hobro og hele Mariagerfjord Kommune på landkortet, siger idemand til festivalen, viceborgmester Carsten Brandt Andersen. Mariagerfjord kommune har stillet en garanti på to mio. kr. til arrangementet.

Forsiden