Idrætsforening søger at få bedre tag i børn

Mange idrætsbørn havde taget en kammerat med

Vadum 15. september 2002 08:00

VADUM: Mange 6-14 årige i Vadum havde lørdag en travl dag, hvor de kæmpede sig igennem en række idrætsgrene. Det var Vadum Idrætsforening, der forsøgte sig med fællestræning i og omkring Vadumhallen. I alle afdelinger havde de børn, der er medlemmer, fået opfordring til at tage en kammerat med til fællestræning. Idrætsforeningen havde på forhånd sat sig det mål at få 100 børn til at møde op. Der meldte sig 135. - Så succeskriteret, mener jeg, er opfyldt, siger Tina Kolmorgen, der er leder i Vadum Idrætsforenings gymnastikafdeling. Hun er sikker på, at der også til gymnastikafdelingen efter lørdagens arrangement kommer ny medlemmer. Foruden gymnastik var der badminton, håndbold, tennis, fodbold samt natur- og friluftsliv på programmet. - Men det var ikke sådan, at børnene blot kunne vælge, hvad de havde mest lyst til. De skulle i løbet af dagen igennem alle aktiviteterne. I gymnastikafdelingen har vi oplevet, at den gammeldags gymnastik har været lidt yt, men f.eks. med springhold og aerobic for børn, hvor der bliver spillet moderne musik, så oplever vi, at så er interessen der pludselig, fortæller Tina Kolmorgen. I alt var omkring 30 ledere i sving med til at styre aktiviteterne. Det er første gang, at Vadum har haft et sådant arrangementet, hvor man søger at få fat i de børn og unge, der ikke dyrker idræt. Ideen opstod efter et seminar, som idrætsforeningen holdt i foråret i samarbejde med DGI. Målet med seminaret var at få idrætsforeningens afdelinger til at arbejde bedre sammen. Børnene havde hver betalt 40 kroner for at deltage. For de penge fik de mad og drikke i løbet af dagen, hvor aktiviteterne først sluttede klokken 17. Yderligere fik hver deltager en drikkedunk. Ved Vadumhallen var der også mulighed for at være med til Vadum Natur- og Friluftslivs aktiviteter. Området fungerer ikke på lige fod med idrætsforeningens andre afdelinger, men ved særlige arrangementer i byen kan foreningen f.eks. lave svævebane, tovtrækning eller sejlads i kanoer. I middagspausen gav børn fra Aalborg idrætsgymnastikforening opvisning. Ligeledes var der i en pasue opvisning i el-hockey med deltagere fra Handicap Idræt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...