Idrætsforeningens ildsjæl i Ørsø

Helle Kirketerp træner på tiende år de fleste ungdomshold i Ørsø Judoklub

ØRSØ:Foreningslivet er ildsjælenes arena. Her kan de brænde glød og gejst af til fordel for dem selv og for andre. Det kan Helle Kirketerp skrive under på. Hun er det mørtel, som holder en forening sammen. Helle Kirketerp er frivillig arbejdskraft i Ørsø Judoklub. Hver uge tumler hun på madrasserne med ungdomskæmperne på de fleste af klubbens hold. Ved siden af sidder hun i bestyrelsen i foreningen, der med sine 115 medlemmer næsten er lige så stor som landsbyen, den deler navn med. - Jeg elsker judo. For mig er judo ikke bare en sport, men mere en livsstil. Når unge mennesker begynder at dyrke judo, så giver det dem selvtillid og også en forståelse for andre mennesker, forklarer Helle Kirketerp om sit engagement. Ungdomsarbejdet er det område hjertet brænder stærkest for i Helle Kirketerps ildsjæl. - Den største belønning for at gå hernede hver aften er, når der kommer en helt ny som gemmer sig bag mor eller far. To måneder senere går de lige ind og siger HEJ!, fortæller hun og markerer, hvad hun mener med løftet hage, fremskudt bryst og høj stemmeføring. Sportslig succes Under Helle Kirketerps kyndige vejledning har Ørsø Judoklub opnået en position som landets førende på ungdomssiden. Klubbens Kasserer vurderer Helle Kirketerps betydning således: - En utrolig arbejdsbi, som aldrig siger nej til noget. Hun betyder alt for klubben. Hun har et godt tag på børnene og forældrene, og hun har en stor del af æren for den ungdomsafdeling vi har i dag, fortæller Jan Meyer, der er mangeårigt bestyrelsesmedlem i Ørsø Judoklub. Gejsten og engagementet har Helle Kirketerp intakt selv om hun efterhånden har været aktiv i judoforeningen igennem et helt årti. - Når vi er ude ved en turnering, så griner trænerne fra de andre hold nogen gange af mig, for jeg ligger halvvejs inde over måtten. Næverne er knyttet mens hun læner sig frem over bordet for at gøre budskabet klart. - Alle de kampe. Jeg er spændt op i hele kroppen. I princippet kunne jeg bare sidde henne i hjørnet og drikke kaffe, mens de er i gang på måtten, men det kan jeg bare ikke. I den forgangne sæson fik Ørsø udtaget seks kæmpere til ungdomslandsholdets bruttotrup, som den bedst repræsenterede trup. - Der var jeg faktisk ved at..., sukker Helle Kriketerp. - Ja, det var dejligt. Mange pokaler i skabet Ørsø Judoklub har nærmest haft patent på idrætspriserne i Dronninglund Kommune gennem de seneste år. I foråret fik resten af landsdelen også øjnene op for klubbens arbejde, da judokæmperne blev kåret som årets idrætsnavn i Nordjylland. Med prisen fulgte også en check på 100.000 kroner. - Det er utroligt lækkert at få pengene, men æren er det bedste. Ja, jeg har ikke helt fattet det endnu. Skulpturen, som er det håndgribelige pris på hæderen, har fået plads på nederste hylde i pokalskabet i klubhusets cafeteria. Der er simpelthen ikke plads andre steder. - Vi skal vist have købt et mere, griner Helle Kirketerp. Om hun selv skal være med til at fylde det op, vil fremtiden vise. - Hvor længe jeg bliver ved, det ved jeg ikke. Nu har jeg været her i ti år, og det er stadig sjovt. Jeg bliver ved så længe jeg har gløden intakt, slutter ildsjælen.