Idrætsforeninger får tildelt største TV-Bingo-overskud

AALBORG:Overskuddet fra SIFAs TV-Bingo er der netop igen uddelt tilskud til aalborgensiske idrætsforeninger - og det er den største nogensinde med godt 156.000 kr. 31 forskellige foreninger er blevet betænkt med tilskud til en række ture og stævner i ind- og udland. Blandt de klubber der denne gang har modtaget tilskud kan nævnes bokseklubben "Sparta", der lige netop er draget af sted på en tur til Kenya med en gruppe unge boksere samt Aalborg Chang, der sender sine lilleput-drenge til Holland for at deltage i en international fodboldturnering. Gug Boldklub sender sine piger til Italien for at spille fodbold, og også Lindholm Idrætsforening, Team Himmerland (Klarup), LKB Gistrup og Nøvling Fodboldklub får tilskud til at sende unge på fodboldture til udlandet. Roklubben Ægir får tilskud til ungdomsroeres deltagelse i Baltic Cup i Litauen, Aalborg Vandskiklub skal deltage i World Cup i Irland, og Døves Idrætsklub START kan sende børn og unge til idrætsstævne i Odense. Der er yderligere bevilget tilskud til brydning, vægtløftning, badminton samt til bowling, håndbold, dans, ridning og BMX-cykling, og endelig skal Nørresundby Idrætsforening deltage i DM i Ultimate Frisbee og Disc Golf.