Idrætsforeninger på pinebænken

Udvalg kan ikke vurdere tilskudsmodel før flere oplysninger ligger klar

EMNER 21. marts 2007 05:00

JAMMERBUGT: Det er en sej kamp for folkeoplysningsudvalget i Jammerbugt Kommune at få taget stilling til en tilskudsmodel for foreningslivet. Endnu en gang har udvalget måttet udskyde beslutningen om en af tre opstillede modeller for tilskud og lokalerefusion til idrætsforeninger, og det skyldes at der stadig mangler oplysninger for at få et korrekt grundlag for beslutningen, oplyser udvalgets formand Jens Justenlund. - Det hænger sammen med et andet forhold, nemlig at der har været forskellige måder at gøre tingene på i de gamle kommuner, når det gælder slåning og opkridtning af boldbanerne, og der har også været forskellige vilkår, når det gjaldt tildeling af mål og net, forklarer han. - Nogle har fået dem forærende, andre har selv betalt, og udgifterne er hentet både fra kulturudvalgenes og teknisk udvalgs område. Vi er simpelthen nødt til at have et overblik over alle gamle aftaler, inden vi kan vurdere økonomien. Og der dukker hele tiden aftaler op, vi ikke har set før, tilføjer Jens Justenlund. - Det er beklageligt, men hellere træffe beslutning på det rigtige grundlag end at forhaste sig, som han siger. Han oplyser, at der er aftalt et fælles møde med børne- og kulturudvalget 26. april, og til den tid skulle der meget gerne være et korrekt grundlag at vælge tilskudsmodel ud fra. Udsættelsen betyder, at alle foreninger må køre videre ud fra samme økonomiske forudsætninger som i 2006.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...