EMNER

Idrætsglad kronprins

Kronprins Frederik kan bruge sin sportsinteresse på flere niveauer

både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har ved adskillige lejligheder vist, at de er særdeles glade for sport både som udøvere og som tilskuere. Foto: Scanpix

både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har ved adskillige lejligheder vist, at de er særdeles glade for sport både som udøvere og som tilskuere. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Han har været aktiv i frømandskorpset og været på ekspedition med hundeslæde i Grønland. Han har løbet maraton og deltaget ved VM i sejlads i flere bådklasser. Og selv om han har rundet 41 år, er kronprins Frederik fortsat meget aktiv i sportens verden. Snart også på de bonede gulve, når han i næste uge efter al sandsynlighed bliver valgt ind i den internationale olympiske komité, IOC. OL-deltagelse har kronprins Frederik ikke drevet det til, men som tilskuer ved adskillige olympiske lege er han gennem årene kommet tæt på mange danske idrætsfolk. - Han er oprigtigt interesseret, han bliver begejstret af sporten, og han kan lide at være blandt sportsfolk. Man fornemmer, at han nyder det, siger Eskild Ebbesen, som har vundet tre OL-guld og en -bronze med letvægtsfireren i roning. Op til OL i Beijing sidste år fik "Guldfireren" besøg af kronprinsen ved en træning, hvor det kommende IOC-medlem kom med en tur ud på Bagsværd Sø. - Han gik til den med den opmærksomhed og respekt, som skal til, hvis man skal lære noget hurtigt. Han havde den her koncentration, hvor man spørger; "hov, det føles sådan her, hvad kan jeg gøre ved det" eller "hvordan skal det føles?" - i stedet for at man bare prøver at ro uden at spørge ind til det. Man skal have disse elementer med, hvis man skal udvikle sig og blive bedre, og den evne har han. Man kan også se, at han har gjort det fantastisk i de idrætter, han har engageret sig i. Han har noget i sig, som langtfra alle har, siger Eskild Ebbesen. Kronprinsens begejstring for sport er massiv, men ikke overraskende, vurderer Jon Bloch Skipper, forlagsredaktør hos Gad og forfatter til flere bøger om kongehuset. Kronprins Frederiks morfar, kong Frederik 9., var en ivrig roer, og interessen for sejlsport har kronprinsen ikke mindst fra sin far, prins Henrik. Danmarks kommende konge har også haft lejlighed til at høre sin onkel, den græske kong Konstantin, berette om den OL-guldmedalje, han vandt i dragesejlads i 1960. Jon Bloch Skipper mener, at kronprins Frederiks interesse for sport har styrket ham både personligt og udadtil. - Han har opnået en personlig styrke gennem krævende fysiske udfoldelser - blandt andet ved at løbe maratonløb. Og så er det smart med hensyn til sin profil, at han kæder sin sportsinteresse sammen med spørgsmålet om folkesundhed. For dermed viser han et socialt engagement. På den måde får han koblet en personlig interesse sammen med nogle af de roller, som ligger i at være kongelig, siger forfatteren. Kronprins Frederik kan ofte ses til idrætsarrangementer, nogle gange i afslappet outfit og med en fadøl i hånden. Balancegangen mellem at være aristokratisk og folkelig kan ifølge Jon Bloch Skipper være svær. - Det er en udfordring, som de skal forstå at håndtere. Der skal være en balance mellem det distancerede og det nære - mellem det folkelige og det ophøjede. Enhver kongelig persons succes afhænger af evnen til at balancere mellem de to ting, og de balancerer ofte på et knivsæg, siger han. /ritzau/