Idrætshøjskole er klædt på til fremtidens krav

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Troels Rasmussen kan glæde sig over, at der er god søgning til skolen. Foto:Bente Poder

BRØNDERSLEV:Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev er klædt på til fremtiden. Skolen har udarbejdet en helt ny skoleplan. Nyskabelsen er trådt i kraft her ved årsskiftet, men får fuld effekt fra august. Skolen får som noget nyt to linjer - en uddannelsesforberedende og kompetencegivende linje samt et spor med det hovedformål at dyrke idræt. Skolen har fået ny linjer - dance/dance'n'jump og teambold. - I teambold arbejder vi med blandt andet fodbold, håndbold, floorball med mere. Og vi udvikler også gerne nye boldspil, fortæller forstander Troels Rasmussen. Han tror, at fremtiden vil være aerobic, dans, spinding og senere fitness. - Vi skal tilpasse os tiden. Rytmisk gymnastik er der ikke den store interesse for længere. I begyndelsen af marts begynder femte hold på politilinjen. - Vi har gode erfaringer med de elever, der har gået på politilinjen. De otte-ti elever, der har været til prøve på Politiskolen, har bestået, men mange har ikke været til prøve endnu, fortæller Troels Rasmussen. Alle elever, der går på idrætshøjskolen, kan følge inspirationsfag. -Her er der også flere nye tilbud – golf, mountainbike, beachaktiviteter, cheerleading, ropeskipping, klatring samt kampsport. Alle 80 elever skal deltage i Landsstævnet i Haderslev, hvor de deltager på NIH-holdet. Det er ikke besluttet, hvad temaet skal være i år, men det vil være meget baseret på show og dans. - De foregående gange har temaet været bygget op omkring fodbold og boksning, fortæller Troels Rasmussen. Der tales meget om, at unge ikke må spilde et år, og at de straks efter studentereksamen skal i gang med en uddannelse. Troels Rasmussen siger, at mange ikke er afklarede og modne til at gå i gang. - Vi kan mærke, at mange unge bliver afklaret i løbet af de 18-24 uger, de går her, siger han. De modnes betydeligt. - Og det at gå på højskole og være i grupper, giver dem noget menneskeligt, som de senere kan få stor glæde af. - De unge bliver bedre til at acceptere og bliver mere tolerante. Han håber, at Nordjyllands Idrætshøjskole med tiden kan blive kompetencegivende til andre uddannelser. - For eksempel en merituddannelse.Der var lagt op til, at et ophold på idrætshøjskole måske kunne afkorte en uddannelse inden for sundhedsområdet, men sådan er det ikke i dag.