Lokalpolitik

Idrætslege - hvor og hvornår? TVIVL: Det er Skagens tur til at være vært, men Farsund vil måske også gerne

SKAGEN KOMMUNE: De fire nordiske venskabsbyer skiftes til at arrangere de nordiske idrætslege og i år er det Skagen Kommunes tur. Det er i hvert fald idrætsledernes indtryk, og de er da også i gang med planlægningen. På et "politisk" venskabsmøde for et par år siden havde Farsund givet udtryk for, at de ville arrangere de nordiske idrætslege i 2005, og at det eventuelt skulle kombineres med noget kulturelt. Altså de nordiske idrætslege skulle afvikles sammen med venskabsbytræffet. Skagen Kommunes borgmester har skrevet til Farsunds borgmester for at få afklaret spørgsmålet: Hvem er egentlig vært i år - Farsund eller Skagen? Pernille Munk fra børne- og kulturforvaltningen siger: - Vi venter på svar fra Farsund. - Da jeg kunne se, at udgifterne til de nordiske idrætslege ikke var med i kommunes 2005-budget, gjorde jeg kommunen opmærksom på, at vi forventede at vi skulle arrangere idrætslegene i år, siger formanden for Idrætssamvirke i Skagen Kommune, Karina Gajhede. - Jeg forventer dog, at pengene kan findes i kommunekassen, vurderer Karina Gajhede. Hun mener i øvrigt, at tiden er inde til at drøfte idrættens fremtid, både kommunalt i den nye storkommune og via det nordiske samarbejde. - Måske har de nordiske idrætslege udspillet deres rolle. Der er for lidt socialt i det. Jeg har selv været med til at blive indkvarteret med et af vore egne fodboldhold på en skole. Når vi ikke spillede, kunne vi passe os selv. Vi havde ikke noget socialt samvær med børn eller ledere fra andre lande, siger Karina Gajhede. Hun synes, at man bør fokusere mere på det sociale og mindre på konkurrencer. - Desuden er det de samme klubber, der stiller op år efter år. Der mangler fornyelse, siger Karina Gajhede, der dog indrømmer, at alt bør være som det plejer i jubilæumsåret. Det er 25. gang, der afvikles nordiske idrætslege.

Forsiden