Idrætsprojekt sat på skinner

} HØRBY: " Et fantastisk flot projekt" lød et skudsmål til den stort anlagte idrætsidé, som byrådet netop har sat på skinner ved at fremlægge et lokalplanforslag for et offentligt område ved Rosendal Stadion og Rosendalskolen. Lokalplanen skal danne grundlag for virkeliggørelsen af tanker fra styregruppen Rosendal Kraftcenter. Den består af forenings- og skolefolk, som vil skabe et stort aktivitetsområde i Hørby Skoleby. Blandt andet skal der bygges flere boldbaner, men også andre idrætsfaciliteter til glæde for både børnehave, skole og idrætsklub. - Det er et visionært projekt, og jeg håber, borgerne i området vil bakke op. Det vil skabe liv og muligheder i Hørby Skoleby, sagde børne- og kulturudvalgsformand Jan Hviid (V) på byrådsmødet. Der kan anlægges op mod seks nye fodboldbaner, og Svend Nielsen (Hobro-listen), opfordrede Hobro IK, der også mangler baner, til at kigge mod Hørby for at samarbejde med IK Rosendal. Efter planen skal anlæggelse af boldbaner med mere gå i gang i år. Lokalforslaget er i offentlig høring i otte uger. } BRAND: Falck rykkede ud med brandbiler til Hobro Pizzaria, Adelgade 53, tirsdag aften. Der var gået ild i en frituregryde, men personalet fik selv styr over branden, før der skete skade.