Lokalpolitik

Idrætssamvirkets formand afviser kritik

Byrådsmedlem vil have klar opdeling af regnskaber for haller og vandrehjem

FJERRITSLEV:Formand for Idrætssamvirket i Fjerritslev Kommune, byrådsmedlem Otto P. Kjær (UP) er lidt uforstående overfor kritikken fra formanden for Fjerritslev IF, Søren Jensen. FIFs formand mener, at Otto P. Kjær i sit virke som byrådsmedlem har en kritisk holdning til regnskaberne i Han Herred Fritidscenter (HHF), og at det skader FIF. Derfor meldte FIF sig ud af Idrætssamvirket med udgangen af 2005. - Kommunale penge skal gå til idrætshallerne, og der ikke må ydes tilskud til Fjerritslev Vandrerhjem for skatteydernes penge. Det har byrådet besluttet, siger Otto P. Kjær. - Men når der gives kommunalt tilskud til en institution, der kører to forretninger i samme kompleks, der i det overordnede regnskab fremstår som en helhed, kan det regnskabsmæssigt virke uoverskueligt, siger han. Derfor er HHF flere gange blevet bedt om at lave en regnskabsmodel, der klart opsplitter regnskab i en idrætsdel og en vandrerhjemsdel, oplyser Otto P. Kjær. Der er kommet forskellige udredninger om opsplitningen, men et mindretal i byrådet mener, at de ikke har været gode nok. Derfor har sagen har været behandlet i Tilsynet, som giver mindretallet ret. Derfor er der efterlyst en ny og helt overskuelig dokumentation for hvordan udgifterne fordeles. - Som politiker skal man være parat til at kritisere og råbe vagt i gevær, når man mener, at noget ikke er, som det skal være. Det har jeg sammen med flere fra den upolitiske gruppe gjort, siger Otto P. Kjær. Han afviser, at han som formand for Idrætssamvirket har udtalt sig kritisk overfor HHF. - Idrætssamvirket omfatter med en enkelt undtagelse samtlige idrætsforeninger i kommunen. Mig bekendt er det kun FIF af foreningerne, som har kritiseret min holdning som medlem af byrådet til HHF, siger Otto P. Kjær. Det er repræsentantskabet i Idrætssamvirket, der vælger bestyrelsen, som udpeger formanden. - Jeg har ikke mødt kritik fra hverken repræsentantskab eller bestyrelse, hvis man var misfornøjet med mit virke som byrådspolitiker, ville det jo på demokratisk vis være en enkel sag at få valgt en ny formand i stedet for bare at melde sig ud af samvirket i protest mod min person, siger han.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk