Idrætsuge i Voerså med et omfattende program

VOERSÅ:Voerså Idrætsforenings idrætsuge, der starter på tirsdag, byder på et både afvekslende og omfattende program. I sagens natur afvikles der en lang række idrætslige aktiviteter. Således skal ikke færre end 25 fodboldhold i ugens løb kæmpe om fodbolde og medaljer som præmier - medaljer til ungdomsholdene og fodbolde til seniorerne. Der er indledes på tirsdag med fodboldstævne for herresenior, og dagen efter skal både lilleput-drenge og kvindelige fodboldspillere på banen. Torsdag gælder det lilleputpiger, dameseniorer og drengehold, inden første del af fodboldugen sluttes af på fredag med herrefodbold for syv-mands-hold. På lørdag kæmper petanquespillere fra Præstbro, Ørtoft, Skæve, Lyngså og Voerså om en vandrepokal. Ligeledes på lørdag afvikles der et sponsorcykelløb med 2000 kr. i præmier. Lørdag byder også på mini-OL for alle børn. - Det skal være en overraskelse, hvad konkurrencerne går ud på, men børnene kan komme ud for mange ting, blive både våde og forpustede, fortæller Michael Gadekær. Der er her udsat præmier for 800 kr. Lørdag byder også på ”hestepære-banko”.Det er en bankospil-form, der hvert år er populær ved idrætsugen. Ligeledes på lørdag afvikles der en gadefodbold-turnering. Her er tilmeldt ti hold. Lørdagen slutter med spisning og efterfølgende teltbal. Idrætsugen slutter næste søndag med masser af fodbold på programmet for de mindste og herrejunior.