Hadsund

Idrætsuge med slavehandel

OMSÆTNINGSSTIGNING:Lise Dahl og Lene Søgaard blev købt af Rikke Høst Andersen. Martin Riise og Thomas Svanholm blev købt af Elsebeth Knudsen, mens Jens Knudsen og Frank Kristensen blev købt af Lise Dahl. Det lyder måske som brutal slavehandel, men både købere og sælgere var med på helt frivillig basis, da Bælum/Solbjerg IF i forbindelse med sin idrætsuge havde sat lokalkendte på offentlig auktion, eller i hvert fald et par timer af deres arbejdskraft. Arrangørerne kunne notere, at omsætningen var halvanden gang så stor som ved sidste års auktion. Også to timers bistand af en kran sponseret af K.A. Transport ved Morten Andersen blev handlet ved auktionen. De blev købt af Morten Riise. Idrætsugen er i øvrigt forløbet tilfredsstillende med pæne besøg til arrangementer som linedance, hvor Hadsund Linedancers var på besøg, og lørdagens gadeturnering, der havde deltagelse af 14 hold. Vinder blev St. Brøndum foran Birkeallé, hvorefter der var spisning med 90 deltagere og fest med dans i teltet.