EMNER

Idrætten i Ny Frederikshavn skal tale med én stemme

Nyt idrætssamvirke kickstarter med foredrag af eks-verdensmesteren Arne Nielsson

Arne Nielsson fortæller om vindermentalitet og målrettet træning. Arkivfoto

Arne Nielsson fortæller om vindermentalitet og målrettet træning. Arkivfoto

NY FREDERIKSHAVN: Idrætten i Ny Frederikshavn Kommune rykker sammen og ruster sig til den kommende storkommune. Under overskriften ”viljen til sejr” varmer idrætsforeningerne op til dannelsen af Idrætssamvirket, der pr. 1. januar skal være idrættens fælles talerør og paraply. Den stiftende generalforsamling holdes til august, men allerede på tirsdag 13. juni er kickstart på det nye samarbejde, og til det formål har idrættens frontløbere allieret sig med en rigtig vinder og profi: Arne Nielsson, 10-dobbelt verdensmester og olympisk sølvvinder i kanoroning, som siden 1996 har arbejdet som professionel coach og foredragsholder for primært erhvervs- og idrætsfolk. På mødet, der holdes i østre lade på Knivholt Hovedgård, vil Arne Nielsson fortælle om personlig, målrettet træning, om hvor langt man kan komme som erhvervsmand, idrætsleder, partner og forælder, hvis man arbejder målrettet med begejstring, mental træning og coaching. Invitationen gælder alle idrætsledere i Skagen, Frederikshavn og Sæby kommune og tilmelding er efter ”først-til-mølle-princippet”. Fælles talerør Idrætssamvirket holdes som nævnt over dåben 15. august. Samvirket skal erstatte SIFK i Frederikshavn og Idrætssamvirket for Skagen Kommune og naturligvis også omfatte idrætsforeningerne i Sæby Kommune. - I Skagen Kommune har vi to pladser i Folkeoplysningsudvalget og sidder desuden i en række selvejende institutioner som Råbjerghallen, Ålbæk Idrætsforening og Skagen Kultur- og Fritidscenter, siger Johnny Risager Sørensen, der udover kassererjobbet i idrætssamvirket er formand Skagen Svømmeklub og kasserer i rulleskøjteklubben Skaw Skaters. - I idrætssamvirket er vi blandt meget andet med til at uddele kommunale anlægsmidler. Vi indstiller til forvaltningen og i langt de fleste tilfælde følger de vores indstilling. Desuden har vi som fælles talerør stor lydhørhed, når vi henvender os til kommunen, siger Johnny Risager Sørensen.