Idrætten tilfreds trods nedskæringer

SIFA-formand ånder lettet op over besparelse på 1,9 millioner kroner

Lokalpolitik 27. september 2002 08:00

AALBORG: I modsætning til næsten alle andre, der er blevet ramt af den kommunale spareøkse, er idrættens paraplyorganisation i Aalborg Kommune, SIFA, tilfreds trods nedskæringer. - Naturligvis havde vi helst helt undgået besparelser. Men når der nu skal spares, må idrætten også bære sin del af byrden, og det kunne være gået langt værre. Foreningslivet er blevet behandlet skånsomt, siger SIFA-formand Henrik Jensen. I det oprindelige budgetforslag var der lagt op til, at foreningslivet i værste fald skulle spare ni millioner kroner. I det færdige budget, som 30 af byrådets 31 medlemmer forhandlede på plads i sidste uge, slipper foreningslivet med en samlet besparelse på 1,9 millioner kroner. Inden budgetforhandlingerne var Henrik Jensen på besøg hos både skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) og borgmester Henning G. Jensen (S) for at forklare dem, hvor hårdt en besparelse på ni millioner kroner ville ramme foreningslivet. Henrik Jensen frygtede, at det ville være startskuddet til en voldsom lederflugt. - Vore argumenter er blevet hørt, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med. Det er godt at opleve, at politikerne opfører sig ansvarligt i forhold til det store frivillige arbejde, der bliver lagt i foreningerne, konstaterer han. Med den forholdsvis beskedne besparelse håber Henrik Jensen, at det hidtidige fordelingssystem til aktiviteter for børn og unge kan fortsætte uændret. Aktivitetstilskuddene fordels efter et bestemt pointsystem, som betyder at der gives tilskud indtil medlemmerne fylder 25 år. Det største tilskud gives til unge mellem 14 og 18 år. - Det er dyrt at have to-tre børn, som går til to-tre forskellige idrætsgrene. Derfor vil det være forkert at skære ned på aktivitetstilskuddene til børn og unge. Så er det bedre at lade os ældre betale lidt mere for at dyrke idræt, mener han. De 1,9 milloner kroner svarer til en besparelse på knap to procent af det samlede kommunale tilskud til foreningslivet. I forvejen har foreningslivet været udsat for en besparelse fra statens side, idet den såkaldte fem procents pulje til nye banebrydende aktiviteter er skåret væk. Henrik Jensen mener stadigvæk, at det bliver nødvendigt for foreningslederne at skaffe flere penge for at holde aktivitetsniveauet. Men det er trods alt ikke nær så slemt, som det så ud til for blot to uger siden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...