Idrættens mand vraget som idrætskonsulent

SIFK's favorit til ny stilling trækker sig fra alt foreningsarbejde i frustration over udvælgelsesprocedure

EMNER 1. februar 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Ansættelsen af en idrætskonsulent i Frederikshavn Kommune udviklede sig til lidt af en gyser, hvor idrætsorganisationernes favorit blev slået på målstregen. 42 ansøgere havde søgt den nyopslåede stilling. Fem blev udvalgt til samtale og til sidst stod valget mellem aalborgenseren Kim Mandrup og frederikshavneren Ole Hust. Samvirkende Idrætsforeninger i Frederikshavn Kommune, SIFK, pegede i enighed på Ole Hust, der selv sidder - eller rettere sad - i SIFK's bestyrelse og er kendt for sit mangeårige arbejde i basketballklubben FBBC, Rundt om Havnen med mere, men efter halvanden times votering valgte et snævert flertal i det otte mand store ansættelsesudvalg Kim Mandrup. SIFK i mindretal - Jeg er sikker på, at vi har fundet en meget kvalificeret mand, som vi nok skal få et fornuftigt og seriøst samarbejde med, men det er rigtigt, at vi i SIFK stemte på en anden og da det først og fremmest er idrætsforeningerne, der skal samarbejde med den nye konsulent, havde vi håbet, at man havde lyttet mere til os, siger Bent Licht, formand for idrættens paraplyorganisation. Sammen med Mogens Hørby Jensen sidder han på SIFK's pladser i ansættelsesudvalget, idrætsrådet har én repræsentant, FUF to, Folkeoplysningsudvalget én, mens de to sidste stemmer ligger hos kultur- og fritidschef Jacob Dalsgaard og udvalgsformand Hans Ulrik Vadmann (V). Trækker sig Ole Hust sidder tilbage som en desillusioneret nu forhenværende idrætsleder. - For god ordens skyld vil jeg understrege, at jeg ikke kender personen, der fik jobbet. Han er sikkert velkvalificeret, men jeg synes, det er grotesk, at idrætsforeningernes egen organisation, der her også er arbejdsgiveren, ikke får den person, de ønskede til jobbet. I stedet er det en person udpeget af to spejderledere, en repræsentant fra aftenskolerne, en politiker og en embedsmand, der bliver idrætskonsulent, siger Ole Hust - der har taget konsekvensen og med øjeblikkelig virkning har trukket sig fra alt foreningsarbejde i Frederikshavn. Side ????????

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...