Idyl er jo for fanden løgn

Gaderne ligger øde hen i Danmark søndag aften mellem 20 og 21, når DR sender drama. Sådan har det været i snart 10 år, og én af forklaringerne hedder Ingolf Gabold, der elsker at skyde med vitaminer

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle gange er der nogen, der spørger, om serierne ikke kunne være lidt sjovere. - Det skal du ikke regne med, for jeg er tysker, svarer Ingolf Gabold. Han erkender, at det hele ER meget alvorligt. Det er jo spejlinger. Af danskerne. Og hvor sjove er det lige, vi er?Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Han skulle være vokset op i Tyskland som blomsten af en stormende kærlighed mellem danske Elisabeth Christensen og tyske Kurt Johannes Gabold. De havde mødt hinanden på en Rhin-tur i 1938 og blev smedet sammen året efter i Heidelberg. I 40 gik føreren amok. I 42 kom Ingolf. Da alt lå i ruiner tre år senere, sad Kurt Johannes som krigsfange i Alsace. Tyskland havde ikke råd til velgørenhed, så Elisabeth, der stadig var dansk statsborger, blev sendt med Røde Kors tilbage, hvor hun kom fra, inklusive et styk søn. - Det var en lang tur. Og der var mange mennesker, husker Ingolf Gabold. I 1952 skiltes forældrene for alvor, Ingolf blev dansker som sin mor - Man kan vel sige, at jeg er andengenerationsindvandrer, erklærer han fornøjet, mens han brygger kaffe. Protesterer for et syns skyld, da skovkatten Tchai hopper op og besvimer ved siden af vores kopper på køkkenbordet. Takker kærligt sønnen Nicolai på snart 18, der har hentet mælk til os. Så er han klar til at svare på alt. Hvorfor ikke? - Lad dog folk høre om det, der interesserer dem, hvis jeg kan få noget drama til at glide ned på den måde, siger han. Det er mig, der er boss De er rent faktisk blev slugt levende, tv-serierne på DR1. “Riget”, “Taxa”, “Rejseholdet”, “Nikolaj og Julie”, “Krøniken”, “Ørnen”, “Forbrydelsen”, “Sommer” og “Livvagterne”. En, to, nogle gange næsten tre millioner seere pr. afsnit. - Ja, det er rigtigt. Det går uforskammet godt, indrømmer direktøren for det hele. Forklaring? 1: DR synes, tv-drama er vigtigt og vil betale for det. 2: Formidable forfattere. 3: Dramachef, som ikke er bange for noget, bortset fra kedsomhed. 4: Producenter, der selv bestemmer. 5: Fremragende instruktører. 6: Fantastiske skuespillere. 7: Dygtige produktionsfolk. Ingolf Gabold går i tæt dialog med sine forfattere. Spørger, hvad der rører sig i dem. Hvad de vil. - Det skal være dem, der brænder. Hele vejen, siger han. Når Gabold har noget, han tror på, skal vejen rundt om mediedirektør Lars Grarup. Grønt lys betyder, at han kan finde sig en producent at lægge det kunstneriske og økonomiske ansvar over på. - Jeg tror på, at tillid er bedre end kontrol. Ejerskab giver arbejdsglæde og en kæmpe motivation, og nogle gange glor de virkelig på mig, som om de tænker: “Hvad rager det dig”, hvis jeg spørger, hvordan det går. Så må jeg lige minde dem om, at “Hey, det er mig, der chefen!” Blændværk og bøllebrødre Selv kalder Ingolf Gabold det, DR-Fiktion laver, for Danmarksbilleder. - Stramme serier om danskerne her og nu, som vi synes, de er. Det er dramatik, men det er også et dannelsesprojekt for nu at blive lidt grundtvigiansk. Vi holder troldspejlet op, så du kan se på dig selv, lade dig fortrylle og suge ind. Godt håndværk og en fængende historie er ikke nok hverken for DR eller Ingolf Gabold. Kanalen har en public serviceforpligtelse. - Der skal være en etisk og social kvalitet. Det skal være et kosttilskud. Vitaminer. At finde den rigtige blanding af noget bredt, noget forståeligt og noget særligt er vanvittigt svært. Men det er samtidig så meget Ingolf Gabold, at man aldrig kommer til at finde ham på TV3. Faktisk ser han mest DR2 og ikke engang særlig meget DR1. Bortset fra X Factor, som han synes, er en dannelsesrejse både for deltagerne og seerne. Han plejer at kalde Thomas Blachmann for sin søn. I ånden forstås. Hans sjælebror er filmproducenten Peter Aalbæk. - Vi er opkomlinge. Der er jo kredse i det her land, hvor jeg er ilde set. For eksempel blandt de kulturradikale på Information og Politiken. De synes, jeg forråder kunsten. Afveksling ved kasse 1 Ingolf Gabold virker gavmild. Det er måden, han giver af sig selv på. Og glæder sig på. - Jeg har 30 millioner seere om året, siger han for eksempel. - Vi er det største teater og den største biograf i Danmark! Den slags praleri falder nogle for brystet. Måske kan de heller ikke lide, at DR-Fiktion åbenlyst lader sig inspirere til sine serier i USA og ikke i Europa og slet ikke i Storbritannien. Briterne er skidedygtige til historisk dramatik, synes Gabold. Men forny, det kan de ikke. - Deres krimiserier er ren postmand Per og i mine øjne meget imperialistiske. Først er der idyl, så sker der en forbrydelse, og så kommer englænderen og opretter idyllen igen. Men det er jo for fanden løgn. Sandheden i dag er, at der sker en forbrydelse, og efter den er alt anderledes. Der dannes nye mønstre. Ting forandrer sig. - Amerikanske tv-serieskabere som HBO (Home Box Office) er ikke bange for forandring. De lever af det, og det samme gør DR-drama. “Sommer” er verdens langsomste serie. “Livvagterne” den hurtigste. Sådan er vi danskere så forskellige, siger han. - Det eneste, du kan forskrække mig med, er vane og kedsomhed. Det er jeg bange for. Stå stille og dø Hvis man fødes midt i en krig, men overlever, fordi man er god til at zigzagge, så er det vel ikke så mærkeligt, hvis man fortsætter med den strategi. Ingolf Gabold er i hvert fald de brudte linjers mand, og hans cv er fuldt af overraskelser. Dropper ud af gymnasiet i 2.g. To konservatorier. Diplom. Operakomponist. 12-tone-musik. Orkesterproducent i DR. Konsulent i dramaturgi. Siger op i 88, fordi han synes, DR er for passiv i konkurrencen med TV 2. Tilbage tre år senere som programdirektør. Fyret efter 15 måneder, hvor han blandt andet forgæves forsøger at få TV-Avisen flyttet fra 19.30 til 21.00. 1999 tilbud om job som tv-dramachef. Siger nej, så ja. Der er også tre ægteskaber. Og tre børn. Og altså katten Tchai på 10, der, når den er ved bevidsthed, holder sin ejer i form ved konstant at kræve at blive lukket ind og ud af terrassedøren i stuelejligheden på Østerbro. Ingolf Gabold har kontrakt med DR frem til 2012, hvor han bliver 70. Så længe, han har det sjovt, fortsætter han. Præcis det samme gør hans forfattere. Og ikke et minut mere. Derfor slutter serierne. - Vi holder op, mens legen er god. Inspirationen skal være der. Ellers daler kvaliteten. Fakta Livvagterne DR1 sender for tiden hver søndag mellem klokken 20 og 21 serien “Livvagterne”, der er på i alt 20 afsnit. Ingolf Gabold kan allerede nu løfte sløret for, hvad DR-Fiktion yderligere har af serier på tegnebrættet helt frem til 2012. Sara Lund fra “Forbrydelsen” kommer igen. Så “Livvagterne”. Så Lykke. Så en serie, der foregår på Christiansborg og i 2012 formentlig “Livvagterne”.