Tyverier

Igen blomstertyv på kirkegård

Skiderikker. Menighedsrådsformand Bent Mejlby kalder ligeud tyveknægtene m/k på kirkegården i Rørbæk gennem flere år for regulære skiderikker. Arkivfoto: Lars Pauli

Skiderikker. Menighedsrådsformand Bent Mejlby kalder ligeud tyveknægtene m/k på kirkegården i Rørbæk gennem flere år for regulære skiderikker. Arkivfoto: Lars Pauli

RØRBÆK:Fra syv gravsteder på kirkegården i Rørbæk er der netop blevet stjålet adskillige knoldbegonier i fuld blomst. Det er anden gang i år, at kirkegården oplever tyveri af blomster på gravsteder. Begge gange er der tale om det område på kirkegården, hvor besøgende har mulighed for at komme ud ved kapellet længst væk fra hovedindgangen og parkeringspladsen. Graver og menighedsråd står magtesløse over for tyveriet og kan kun opfordre besøgende til at være vågne og fortælle, hvis de ser personer arbejde på kirkegården på mærkelige tidspunkter af døgnet. Kirkegården i Rørbæk har i perioder gennem adskillige år været plaget at tyveri af både blomster og planter fra gravsteder. Ind imellem har der også været tyveri fra nyanlagte gravsteder, hvilket ifølge menighedsrådsformand Bent Mejlby har berørt de pårørende meget. Han har ingen mistanke om hvem der står bag og undrer sig over at nogen kan få sig til at gøre det, da der er tale om en form for gravskænderi. Han håber af samme grund, at tyvene bag de gentagne tyverier fra kirkegårdene i Rørbæk, som han omtaler mere direkte som skiderikker, ved at læse om deres bedrifter vil få dårlig samvittighed. Andre kirkegårde i lokalområdet har også i flere år været udsat for tyverier, blandt andet i Haverslev. Her er blandt andet flere fuglefigurer på gravsten og fuglebade samt pyntegræskar blevet stjålet. Fælles for begge kirkegårde er, at gerningsmændene m/k aldrig er blevet fundet og afsløret.