Ungdomsuddannelser

Igen ny rektor til HTX i Aalborg

Kirsten Holmgaard bliver direktør på EUC Midt i Viborg

AALBORG:Kirsten Holmgaard, 44 år og vicedirektør på Aalborg Teknisk Skole gennem de seneste seks år, vender nu tilbage til Viborg, hvorfra hun kom. Blandt 22 ansøgere er hun valgt som direktør for EUC Midt i Viborg, hvor hun afløser Jens-Erik Lauridsen, som går på pension. Aalborg Tekniske Skole står nu i den situation, at man foruden ny vicedirektør også skal finde en rektor for Aalborg Tekniske Gymnasium. Kirsten Holmgaard påtog sig rektorfunktionen som ekstra opgave sidste år, da Teknisk Gymnasium endnu en gang stod over for et rektorskifte. Direktør Lars Mahler oplyser, at man vil bevare denne konstruktion i hvert fald en tid endnu. Den daglige ledelse på HTX varetages af en afdelingsleder Lars Mahler, der har været direktør på stedet i 13 år, erkender, at har der været hyppig udskiftning, og at det nok ikke har været lige let at være rektor, fordi målene måske ikke har været tilstrækkelig klare, eller også fordi man har meldt for dårligt ud til dem, man ansatte. Det er blevet til fem-seks i hans direktørtid. Stillingen, som vicedirektør og rektor opslås nu, og man regner med at kunne have stillingen besat til det kommende skoleår, 1. august. Før vicedirektørstillingen i Aalborg var Kirsten Holmgaard ansat i seks år på skolen i Viborg. Hertil kom hun fra en stilling på Grundfos. Hun er uddannet korrespondent og er i færd med at tage en mastergrad i læring fra Aalborg Universitet. Den agter hun at fuldføre. EUC Midt har både erhvervsuddannelser og teknisk gymnasium. Centret har ca. 270 medarbejdere og 1600 årseelever fordelt på adresser i Viborg, Bjerringbro, Skive og Ulfborg.