Igen problemer med indeklimaet

Arbejdstilsynet har igen fundet problemer på Klokkerholm Skole. Udvalgsformand frygter for andre skoler

Skolevæsen 17. januar 2007 05:00

KLOKKERHOLM: I oktober fejrede Klokkerholm Skole, at skolen nu var sund igen, efter at skimmelsvampen i lofterne var blevet fjernet. Men det har nu vist sig at være lidt for tidligt. Arbejdstilsynet besøgte nemlig skolen i november sidste år, og det besøg har nu resulteret i en række påbud. Tilsynet fandt blandt andet, at indeklimaet i undervisningslokalerne er for dårligt, og at akustikken i barakkerne er heller ikke optimal. Det larmer simpelthen for meget i træbarakkerne og luftkvaliteten på skolen er ikke god nok. Det har Arbejdstilsynet givet kommunen en frist til 1. august til at gå bragt i orden. Men selvom skolen kun nåede at være helt sund i et par måneder, så er skoleleder Tove Thomsen ikke så bekymret denne gang. - De nye ting er ikke så slemme som sidst. Og vi er blevet gjort opmærksomme på nogle problemer, som vi ikke har været opmærksomme på før, siger skolelederen og tilføjer: - Det vigtigste er jo, at tingene bliver lavet, selvom det er træls lige nu og her. Frygter flere problemer Men Klokkerholm Skole er måske ikke den eneste skole i Brønderslev-Dronninglund Kommune, der har problemer. Formand for børne- og ungeudvalget, Jens Arne Hedegaard (V), frygter nemlig, at flere problemer vil dukke op. - Det her giver da stof til eftertanke. Om der er andre steder, hvor der også trænger til at blive gjort noget, siger han og fortsætter: - Men det er klart, at hvis der er ting der ikke er i orden, så skal de laves, siger han. Udvalget har besøgt alle skolerne i den gamle Dronninglund Kommune, og skal i de kommende dage en tur omkring alle skolerne i vest. Målet er at få et overblik over netop skolernes sundhedstilstand. Og selvom Jens Arne Hedegaard (V) ikke har det fulde overblik endnu, så er han en smule bekymret over det, han allerede har set. - Jeg kunne godt forestille mig, at der kommer andre steder, hvor der skal laves noget. Men nu skal vi have overblikket. Jeg vil da langt hellere have, at det er os selv, der finder fejlene, end det er Arbejdstilsynet, siger udvalgsformanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...