Igen skinner, proteser og indlæg i Frederikshavn

Bandagist åbner forretning på Barfredsvej

Lægevidenskab 21. oktober 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Siden speciallæge Mogens Kjærgaard Larsen for nogle måneder siden lukkede sin praksis i Søgade, har frederikshavnere med behov for proteser, bandager, støttekorsetter og lignende været henvist til at tage til Aalborg. Men det er slut nu. Bandagist Gunnar Nielsen, der tidligere havde et samarbejde med Kjærgaard Larsen, har åbnet Byens Bandagist med ortopædiske hjælpemidler på Barfredsvej 97. Foreløbig er han kun at træffe i butikken nogle timer hver anden tirsdag efter aftale. Men viser behovet sig at være større, overvejer han at udvide åbningstiden. Når han forlader Frederikshavn tirsdag eftermiddag, tager han en tur til Skagen, hvor han kan træffes hos en af byens fysioterapeuter. Butik er måske nok et lidt forkert ord. For det er ikke hyldevarer, Gunnar Nielsen forhandler. - Alt det, vi laver er efter mål, forklarer han. Hans søn, der er med i firmaet, tager sig af de større opgaver. Hvis der skal tages mål til for eksempel en benprotese, tager han gerne på hjemmebesøg efter aftale. For når det er så alvorlige ting, skal der være god tid til at snakke med patienten. De mennesker, der kommer hos bandagisten, er altid i første omgang henvist af egen læge eller en speciallæge. Men når korsettet eller indlægget i skoen skal fornyes, er der frit valg. Og Gunnar Nielsen håber selvfølgelig, at frederikshavnerne vil vælge den lokale bandagist. De ting, Gunnar Nielsen og hans søn tager mål til, bliver for størstedelens vedkommende fremstillet på eget bandageri i Skive. Men han har også aftaler med en skomager, der laver specielle, håndsyede sko for folk med særlige behov. Andre, typisk diabetespatienter, kan nøjes med indlæg i fabriksfremstillede sko. For at blive bandagist, skal man tre år til Sverige, hvor uddannelsen foregår på universitetet. I de tre år indgår der også praktikperioder. Derefter følger to års kandidattid i et bandageri, der skal være godkendt af Sundhedsstyrelsen. Gunnar Nielsen har arbejdet som bandagist i 50 år, heraf de seneste 22 som selvstændig. Han er en travl herre, der deler sin tid mellem Randers, Herning, Ebeltoft, Grenå og Aars og som nævnt Frederikshavn og Skagen. Både en søn og en datter har valgt at gå i faderens fodspor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...