Naturkatastrofer

Igen stop for hjælp i Myanmar

Yangon: Myanmars militærregime fortsætter med at modarbejde de internationale nødhjælpsoperationer to uger efter en cyklon hærgede landet, og FN indkaldte torsdag til et hastemøde for at drøfte, hvordan det internationale samfund skal reagere. Der er mindst 66.000 døde eller savnede i landet, mens to millioner er i yderste nød og har behov for akut hjælp. Men generalerne i Myanmar (det tidligere Burma) har på ny afvist appeller om at lade udenlandske nødhjælpsarbejdere komme ind for at hjælpe ofrene med hurtig uddeling af fødevarer, vand, medicin og telte. Premierminister Gordon Brown gav meddelelse om, at et FN-møde vil blive indkaldt et sted i Asien om krisen. Statslige medier i Myanmar opgjorde torsdag antallet af omkomne til 43.318 og 27.838 savnede. FN har imidlertid advaret om, at antallet af dødsofre formentligt vil nå op på over 100.000, mens mange flere af de to millioner overlevende vil dø, hvis de ikke får livsvigtig medicin og nødhjælp hurtigt. Stærk tvivl om valg Det Hvide Hus afviste torsdag en omstridt folkeafstemning om en ny forfatning i Myanmar. Afstemningen har fundet sted trods internationale appeller i kølvandet på cyklonen Nargis' hærgen. Ifølge det statslige tv i det tidligere Burma bakkede 92,4 procent af vælgerne op om den nye forfatning, som generalerne siger skal bane vej for demokratiske valg i 2010. Og selv om 66.000 af deres landsmænd enten er savnet eller dræbt som følge af cyklonen, deltog hele 99 procent af de 22,5 millioner vælgere i Myanmar i folkeafstemningen lørdag, oplyser de statslige medier. - Vi har udtrykt vores dybe bekymring over afstemningens og forfatningens gyldighed lige fra begyndelsen. Gennemførelsen af afstemningen har ikke givet os grund til at ændre mening, sagde USA's talsmand for nationale sikkerhedsspørgsmål, Gordon Johndroe. Oppositionslederens, Aung San Suu Kyis, parti, Den Nationale Liga for Demokrati NLD, har fordømt regimet for at afvikle folkeafstemningen på et tidspunkt, hvor nødhjælpen fortsat ikke for alvor er nået frem til de værst ramte områder. Modtageren af Nobels fredspris, som har siddet i husarrest i 13 af de seneste 18 år, er ifølge den nye forfatning udelukket fra at stille op ved eventuelt kommende valg, fordi hendes afdøde mand var britisk statsborger. Kort efter katastrofen beskrev journalister den fortvivlende situation i katastrofeområderne, hvor lig flyder rundt i vandet, mens tusindvis af mennesker tigger om mad i gaderne. Men pressen er nu udelukket fra regionerne og regimet insisterer på, at den tidligere britiske koloni kan klare sig selv. Men alting tyder på det modsatte. Regimet, der øjensynligt frygter tiltagende politisk uro, begyndte torsdag at tvinge overlevende ud af buddhistiske klostre, som sidste år spillede en central rolle ved store regeringsfjendtlige demonstrationer. Munke er højt anset i landet, som har 54 millioner indbyggere, og mange mennesker søgte med det samme tilflugt i det nærmeste kloster, da katastrofen indtraf. En talskvinde for Red Barnet (Save the Children), Kathryn Rawe, sagde at halvdelen af de overlevende befinder sig udendørs. - De sidder under noget plastik, mens regner siler ned. Det er hjerteskærende. /ritzau/AFP