Udland

Ignorerede advarsler: To dræbt i mexicansk orkan

Trods advarsler ville en 61-årig mand surfe midt i en orkan i Mexico. Han druknede i de store bølger.

Ignorerede advarsler: To dræbt i mexicansk orkan

To mænd har mistet livet i orkanen Barbara, der onsdag rasede ind over Mexicos Stillehavskyst med voldsomme regnskyl og stærke vinde.

En 61-årig amerikaner druknede i de store bølger, da han forsøgte at surfe midt under uvejret. Forinden havde han ignoreret et forbud mod at befinde sig på stranden i Salina Cruz i delstaten Oaxaca.

Det andet dødsoffer var en 27-årig mand, der blev ført væk af vandmasserne i en oversvømmet flod i byen Pinotepa Nacional.

Voldsom regn har også ramt feriebyen Acapulco, hvor gader er oversvømmet, og flere biler er drevet væk.

I staten Chiapas er hundredvis af mennesker blevet evakueret, lyder det fra de lokale myndigheder.

Barbara var som kategori ét-orkan den mildeste af sin slags, og den er nu blevet nedgraderet til en tropisk storm med 96 kilometer i timen som maksimal vindhastighed.

Stormen kan dog stadig være særdeles farlig, advarer USA's orkancenter.

- Disse regnskyl kan forårsage livsfarlige stormfloder og mudderskred, lyder det.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.