IK Sparta-formand i voldssag

Jens Jørgen Voldby politianmeldt for at slå 15-årig ned

AALBORG:Formanden for bokseklubben IK Sparta i Aalborg, Jens Jørgen Voldby, har fået en voldssag på halsen efter et opgør med en 15-årig dreng tæt på sit hjem i Enggaardsgade i Aalborg fredag aften i sidste uge. Jens Jørgen Voldby bekræfter overfor NORDJYSKE, at han mandag eftermiddag måtte igennem en timelang afhøring på politigården i Aalborg. Til gengæld er han rasende over den 15-åriges beskyldninger. Den 15-årige var angiveligt sammen med to kammerater på vej hjem efter indkøb af chips og sodavand på en nærliggende tankstation, da han røg i kløerne på en ophidset Jens Jørgen Voldby, som med et solidt greb i nakken slæbte den 15-årige fra Sønder Allé til Enggaardsgade, hvor bokseformanden ifølge den 15-årige og hans to kammerater slog drengen fire gange med knyttet næve. Den 15-årige og hans familie ønsker i øjeblikket mindst mulig offentlighed om sagen, da han angiveligt ikke bare fysisk, men også psykisk er hårdt mærket af nærkontakten med Jens Jørgen Voldby, som blankt afviser den 15-åriges udlægning af sammenstødet. - Jeg nappede ham i nakken, så han peb, og så gav jeg ham en flad med bagsiden af hånden, fordi han blev fræk. Jeg så godt, han fik næseblod, men jeg kunne aldrig finde på at slå med knyttet hånd, lyder det fra en indigneret IK Sparta-formand. Overfor NORDJYSKE forklarer han sin under alle omstændigheder voldsomme reaktion med, at de tre unge mennesker var i gang med at begå hærværk mod den ejendom, hvor han både bor og er vicevært, og at han nærmest tog de unge mennesker på fersk gerning. Ifølge Jens Jørgen Voldby har der gennem længere tid været problemer med hærværk i ejendommen, hvor der er blevet kastet rå æg på vinduerne, der er blevet knust flasker og bygningen er blevet smurt ind i maling. - Og det gør meget ondt, at jeg nu skal hænges ud, fordi sådan nogle snotunger har haft held til at bilde deres forældre sådan en røverhistorie ind. Det er gået for vidt med al den blødsødenhed. Havde vi lavet samme nummer dengang, jeg var barn, så var sagen aldrig landet hos politiet. Så havde vi bare fået en røvfuld mere, når vi kom hjem, siger IK Sparta-formanden, der har fuld tillid til, at han bliver renset for alle anklager. - Men forinden når det jo både at gå ud over mig, min familie og min klub, siger Jens Jørgen Voldby, som i IK Sparta er formand for op mod 250 medlemmer i alle aldre. Som i alle andre bokseklubber landet lærer medlemmerne af den aalborgensiske bokseklub som noget af det første, at enhver trang til at bruge næverne udenfor ringen er uacceptabel og ensbetydende med øjeblikkelig bortvisning. - Derfor slog jeg heller ikke med knyttet hånd, for så var han helt sikkert blevet slået i gulvet. Men jeg er ikke voldsmand, siger Jens Jørgen Voldby.