IK Vest damer ude i herrefight

FODBOLD:Serie 2 damer: I.K. Vest - Astrup 3 - 3 (2 - 1) Hvis Astrups tophold i damefodboldens serie 2 var taget til Ranum i en tro på nemme points, så tog de alvorligt fejl. For hjemmeholdet fightede strålende og havde modstanderne gevaldig på krogen, inden kampen meget passende endte remis. Astrup lagde ud i stor stil og bragte sig hurtigt på 1 - 0, men Susanne Jensen fik udlignet, da hun fornemt omsatte en dyb stikning i mål. IK Vest kom på 2 - 1 kort før pausen. Iben Gjessing rundede sin oppasser og scorede fladt med venstrebenet, og da hun i starten af anden halvleg fandt Dorthe Baand Sørensen i fri position foran mål, så stod det pludselig 3 -1. Astrup fik sig rejst igen med reducering midt i halvlegen og udligning fem minutter før tid. IK Vest var presset i bund i slutminutterne, men forsvaret med Anne Stubberup-Bendixen, Thit Erhardsen, Tina Pedersen og Marie Bjørn stod fast.