Ikke al forandring fryder

Beboerne er ikke udelt tilfredse med det nye Bernadottegården

HADSUND:Den nette sum af 45 millioner kroner har ombygningen og renoveringen af plejecenteret Bernadottegården kostet, men penge er ikke alt og kan i hvert fald ikke gøre alle tilfredse. Således blandede Beboer-pårørenderådets formand, Niels Lund Pedersen, i går et par dråber malurt i bægeret, der ellers var skænket til fest over den nys overståede ombygning. Den har resulteret i moderne, lyse omgivelser, bedre toiletfaciliteter, flere boliger, men altså også en lyskontakt, der "sidder ubekvemt", og endnu værre: - Det, Bernadottegården i sin tid blev kendt for, adskilte soveværelser og dagligstuer, det har vi ikke længere, sagde Niels Lund Pedersen, der som beboer er åbenlyst ked af den del af ombygningen. Den opfattelse er han ikke ene om blandt beboerne, men i det spørgsmål har man ikke kunnet imødekomme dem, fordi man med et separat soveværelse ville forbryde sig mod arbejdsmiljøreglerne, der kræver en vis manøvreplads for personalet, forklarer sikkerhedsrepræsentant Elsebeth Olsen. Niels Lund Pedersen bemærkede desuden, at man under ombygningen har måttet døje med "håndværkere, larm og rod overalt", og det var der ingen af de øvrige officielle talere, der bestred, og de takkede også - hele raden rundt - beboerne og personalet for den udviste tålmodighed. - Jeg er klar over, at det har givet besværligheder i hverdagen, men mon ikke det trods alt for mange også har været en oplevelse at se håndværkere i aktion og et byggeri skride frem, sagde borgmester Karl Christensen og konkluderede, at det nok har været besværligt, men også besværet værd. Aktivitetsleder Mette Jeppesen har siddet med i byggeudvalget, hvor man blandt andet har bestræbt sig på at imødekomme beboerønsker. At det kan være svært at gøre alle glade, kan følgende lille detalje måske illustrere: Ubemærket af byggeudvalget havde man installeret komfurer med "softtouch"-betjening i ældreboligerne, hvillket efter nærmere overvejelser måske godt kunne drille beboere, der har indledt deres kulinariske karriere med træ, kul eller gas. - Så vi fandt nogle andre komfurer med almindelige knapper, men da var de otte første altså plads. Det viste sig nu, at Ruth (en af beboerne, red.) synes, softtouch er helt vidunderligt, smiler Mette Jeppesen.