Ikke bundet til bestemt parti

Jeg må rette en misforståelse. I et debatindlæg (2.3.) påstår formand for HK Nordjylland Ivan Ziegler, at Kristelig Fagbevægelse skulle være ”upolitisk”.

Arbejdsmarked 11. marts 2007 20:47

Det er forkert. Kristelig Fagbevægelse er politisk, men på en anden måde end LO-fagbevægelsen. Kristelig Fagbevægelse er ikke partipolitisk, men tværpolitisk. Det betyder, at vi ikke bruger penge på at støtte noget politisk parti, og vi står frit i forhold til de politiske partier frem for at binde os til et bestemt parti. Vi påvirker politisk ved at få alle love vedrørende arbejdsmarkedet i høring, og vi har jævnligt møder med eller er i kontakt med politikere om forhold på arbejdsmarkedet, som vi har forslag til at ændre. Nogle gange er det med baggrund i oplevelser, som vores medlemmer har haft. For eksempel er vi lige netop nu i dialog med Socialministeriet om ansættelsesforholdene for handicaphjælpere. Desuden arbejder vi løbende med politiske emner. Det medførte, at vi i efteråret udgav en nyformuleret integrationspolitik, og vi har netop afsluttet et politisk projekt med titlen Far, mor og arbejde. Det er mundet ud i en række forslag til, hvordan vi kan få en bedre balance mellem arbejde og familie. Et af forslagene er, at de enkelte arbejdspladser laver en formuleret familiepolitik, som bl.a. kan indebære, at man tager livsfasesamtaler, når man kommer tilbage fra barsel, bliver skilt eller oplever dødsfald i den nærmeste familie. Hvis ikke Kristelig fagbevægelse arbejder politisk, ville det være at svigte vore medlemmer, og det gør vi ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...