Ikke dovne hunde

KONTANTHJÆLPSMODTAGERE:Kære Joachim B. Olsen (Liberal Alliance). Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning til folk på kontanthjælp, for jeg kan slet ikke genkende det billede af, at folk på kontanthjælp ligger hjemme på sofaen. Folk mellem 18 og 30 år skal aktiveres hver dag i 37 timer om ugen i firma rundt omkring i Danmark, så de står også op hver dag tidligt om morgenen for at passe deres praktik, aktivering, arbejde, kald det, hvad du vil. Folk, der er 30 og op efter, skal kun aktiveres i seks måneder. Har de så ikke fundet et job en dag eller en praktikplads, bliver de sendt hjem i seks måneder. Her synes jeg så, at loven skulle gælde alle på kontanthjælp uanset alder. Om du så er 18 eller 35, så skal du aktiveres, indtil du finder et job, eller personen går i gang med en uddannelse. Så Joachim, der er rigtig mange personer, som yder en stor indsats for den ydelse, de får. Altså er de ikke dovne hunde, som du får det til at lyde. Men selvfølgelig giver jeg dig ret. Det skal kunne betale sig at arbejde i dagens Danmark, men det er ikke ydelserne, der er for store, men lønningerne, der er for små. Selvfølgelig var en enlig mor med alverdens tilskud et dårligt eksempel. I skulle besøg en enlig på kontanthjælp. Har selv en bekendt, som har 50 kr. om dagen til sig selv. 50 kr. er dårligt nok til et rugbrød og smør med de nye fedtafgifter, som VKO indførte i sin tid, og som den ny regering desværre ikke tog af bordet.