Ikke en bestemt metode

COACHING:Jeg hverken er eller har været eller ønsker nogen sinde at bliver coach på den måde, som Lisbeth Ødum præsenterer. Jeg har alene luftet den pointe, at der kan være fornuft i se på ¿skubberi¿ gennem tiderne, og hvordan disse har haft forskellig moralske præmisser at støtte sig til. Jeg har fået indblik i coaching eller den del, der støtter sig til Neurolingvistisk Programmering, i daglig tale NLP, gennem studier i nye måde at forstå kommunikation på. Jeg ved dertil, at sociologer har påpeget de historiske præmisser for fremkomsten af ¿life coaches¿, altså netop en form for ¿skubberi¿, der også går på personers liv ud over arbejdslivet. Ikke at ville erkende de historiske præmisser for egen praksis mener jeg er noget, som coaching-professionen bør tillægge sig. Også for at udvikle en faglig identitetsforståelse. Det gør alle andre professionelle hverv. Og det kan også godt være, at det er en del af NLP-certificeringsprocessen. Men det lyder ikke helt sådan, når L.Ø. udlægger mit synspunkt på ¿skubberier¿ gennem tiden, som hun gør. Og så til den med kultur: Jeg er overbevist om, at L.Ø. og jeg ikke helt tænker og forstår det samme ved fænomenet kultur. Og det er helt fair. Kultur er i mit optik ikke bare noget, man sådan ændrer. Heller ikke for virksomheder. Og med en antropologisk viden om kultur, der netop har et historisk perspektiv vil jeg anholde, at coaching sagtens kan være med til at ændre på det enkelte menneskes måde at forstå sig selv på, men ikke - inden for en relativt kort periode - at ændre på de grundbetingelser, som både hverdagsliv og arbejdsliv er bygget op om. Det betyder ikke, at coaching ikke dur. Det bygger bare på en bestemt opfattelse af, hvad et menneske, et samfund og en kultur er for nogle størrelser. Coaching er ikke en bestemt metode. Ikke kun. Den er også en bestemt måde at forstå virkeligheden på. Og den kan diskuteres. Uanset om man er coach eller ej.